Efter dødsbrand: Tre ud af fire plejeboliger mangler sprinklere

Langt fra plejeboliger overholder de relevante krav om brandsikkerhed, viser en foreløbig rapport.

Tre ældre kvinder døde, da der udbrød brand på plejecenteret Farsøhthus i Allingåbro på Djursland.

3. august sidste år døde tre ældre kvinder, da der udbrød brand på plejecenteret Farsøhthus i Allingåbro på Djursland. En rapport om sikkerheden på plejecenteret viste dengang, at brandsikkerheden på stedet ikke levede op til kravene.

I Allingåbro viste undersøgelserne, at der ikke var noget automatisk sprinkleranlæg, selvom der skulle være det.

Læs også Politiet ledte med hunde og helikopter - mand fundet på villavej

Og det er ifølge transport-, bygge- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) en af de mest gennemgående mangler i de plejehjemsboliger, der er en del af undersøgelsen.

- Jeg er ekstremt overrasket. Jeg forventer af kommunerne, at de for det første kender reglerne på området, det er jo dem, der er bygningsmyndighed. For det andet at de har en vilje til at overholde reglerne, især når det gælder noget så vigtigt som brandsikkerhed, siger Ole Birk Olesen til TV2 ØSTJYLLAND.

00:50

VIDEO: Der er ikke styr på brandsikkerheden rundt om på landets plejehjem, lyder det fra Ole Birk Olesen. 

Luk video

Kun 17 har fået dispensation

Nu viser en ny rapport fra Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, at "stort set alle" kommuner, der har besvaret undersøgelsen, ikke lever op til kravene for brandsikkerhed. 

Blandt andet viser de foreløbige tal, at tre ud af fire af de 164 bygninger, der er omfattet af krav om sprinkleranlæg, ikke har det. Kun i 17 af tilfældene er der givet dispensation. 

Vi har fået svar fra lidt over halvdelen af kommunerne, og det tyder på, at det står virkelig alvorligt til med brandsikkerheden ude i kommunerne. De har simpelthen ikke styr på det.

Ole Birk Olesen (LA), transport-, bygge- og boligminister 

Omkring en femtedel af det samlede antal undersøgte plejeboliger har mangler i forhold til den såkaldte passive brandsikkerhed, som eksempelvis dækker brandadskillelser og branddøre.

Lige så mange steder, cirka 20 procent, er der enten ikke styr på flugtvejsgange, ellers er der registreret "mangler i forhold til de driftsmæssige krav", lyder det i undersøgelsen.

Forarget minister

I det hele taget er antallet af bygninger med afvigelser fra brandkravene større end antallet af dispensationer, viser undersøgelsen. Og det er uacceptabelt, lyder det fra trafik-, bolig- og bygningsministeren.

Han er meget overrasket over det foreløbige resultat af undersøgelsen.

Læs også Tre dræbt i plejehjemsbrand: Nu gør brandmyndighederne ekstra indsats

- Vi har fået svar fra lidt over halvdelen af kommunerne, og det tyder på, at det står virkelig alvorligt til med brandsikkerheden ude i kommunerne. De har simpelthen ikke styr på det, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

- Vi har måtte sende et brev til stort set alle kommuner om, at de har ulovlige forhold hos sig, og at de venligst bedes redegøre for, hvornår de har tænkt sig at gøre noget ved det, fortsætter ministeren.

Ældre Sagen: - Bissen skal på

Ifølge Michael Teit Nielsen fra Ældre Sagen sender undersøgelsen et signal om, at kommunerne ikke tager ældres sikkerhed alvorligt. 

- Det er uacceptabelt, hvis det er de ældres liv, der skal betale for manglende kommunikation og samarbejde, siger han til TV 2.

Det er fuldstændig tragisk, at vi skal se sådan nogle dødsfald, fordi man har slendrian og lemfældighed med andre menneskers liv.

Michael Teit Nielsen, Ældre Sagen

Ifølge Michael Teit Nielsen er der tale om omkring 40.000 mennesker, som er stærkt svækkede. Det gør det helt afgørende, at brandsikkerheden er i orden. 

- Det er fuldstændig tragisk, at vi skal se sådan nogle dødsfald, fordi man har slendrian og lemfældighed med andre menneskers liv.

Mange manglende svar

På den positive side lever 95 procent af bygningerne op til kravene om automatiske brandalarmanlæg, mens 90 procent har de krævede brandsikringsanlæg som varslingsanlæg og flugtvejsbelysning.

Undersøgelsen er foreløbig og baserer sig kun på 500 bygninger. På landsplan er der 2100 relevante bygninger, men på grund af manglende besvarelser eller uregelmæssigheder i svarene er datagrundlaget altså for nu nede på 500.

Læs også Webdok: Ilden tog Gudrun, Inger-Lis og Johanne på plejehjemmet

I Østjylland har Silkeborg, Skanderborg, Norddjurs og Syddjurs Kommuner svaret på undersøgelsen. De øvrige østjyske kommuner mangler at indgive deres svar.

Svarfristen er nu forlænget, og den endelige rapport ventes færdig sidst i februar.

FAKTA: Brandsikkerhed halter på plejehjem

Undersøgelse, der blev sat i gang efter dødsbrand i august, viser manglende brandsikkerhed på plejehjem.

Foreløbige resultater fra en undersøgelse af brandsikkerheden på de kommunale plejeboliger viser, at det står skidt til.

 

Undersøgelsen blev sat i gang af Transport-, Bolig- og Bygningsministeriet, efter at tre kvinder mistede livet i forbindelse med en brand på plejecenter Farsøhthus på Djursland i august.

 

* Datagrundlaget for de foreløbige resultater er cirka 500 bygninger. Der er i alt omkring 2100 bygninger, der er relevante for undersøgelsen.

* Antallet af bygninger med én eller flere afvigelser fra bygningsreglementets brandkrav er større end antallet af dispensationer – flere hundrede mod 57 dispensationer.

* Cirka 20 procent af de undersøgte bygninger er mangelfulde med hensyn til den passive brandsikkerhed som for eksempel brandadskillelser og branddøre.

* Cirka 20 procent af de undersøgte bygninger har brandbelastning i flugtvejsgange for eksempel møbler, eller der er registreret andre mangler i forhold til de driftsmæssige krav.

* 164 bygninger er som udgangspunkt omfattet af krav om sprinkling. Heraf er 123 udført uden sprinkling. Det svarer til cirka 75 procent. Der er kun søgt og givet dispensation i 17 tilfælde.

* En række kommuner har endnu ikke svaret på undersøgelsen, hvor sidste svarfrist er 1. februar. Den endelige rapport ventes derfor først færdig ultimo februar.

 

Kilde: Undersøgelse foretaget af Niras for Transport-, Bolig- og Bygningsministeriet