Du skal drikke 2,5 liter væske dagligt i varmen - og ikke kun vand

Landets akutmodtagelser modtager et stigende antal patienter med væskemangel i disse dage

I varmen, som vi oplever i øjeblikket, er det rart med en dukkert. Og så er det vigtigt at få masser af væske - og ikke kun vand råder overlæge. Foto: Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

I ugevis har solen nu bagt over Danmark, og haver, parker og strande er blevet indtaget af solhungrende danskere.

Men mens vi stimler sammen og nyder det gode vejr, er der også en bagside af medaljen.

For mens vi andre slapper af, er der ekstra travlt på landet skadestuer og akutmodtagelser, hvor de hver dag modtager en hel del patienter, der er dehydrerede.

Læs også Pas på i solen: Årets højeste UV-indeks på grundlovsdag

For eksempel var halvdelen af de medicinske patienter i akutmodtagelsen på Odense Universitetshospital dehydrerede søndag.

- Hos os er antallet stigende, og med vejrudsigten for de kommende dage er der al mulig grund til at advare om, at det her er noget, man kan dø af, siger Michael Hansen-Nord, der er ledende overlæge på akutmodtagelsen.

Postevand er ikke godt

Ifølge overlægen bør man drikke to til to og en halv liter væske i døgnet, når det er så varmt, som det er nu.

- Og det skal ikke være postevand, men ting som saftevand, juice, sodavand eller danskvand, siger han.

Det nytter ikke noget at kigge på urinen – det er spild af tid.

Michael Hansen-Nord, overlæge

- Postevand er ikke en god idé, for der er ikke nogen salte i almindeligt vand fra hanen, og det gør, at indholdet af salt i din krop falder, og det kan man også dø af.

Dermed ikke sagt, at det er hvad som helst, man skal drikke.

- Man kan godt drikke te og kaffe, men man skal ikke tanke sig op med 2,5 liter spiritus. Man bør holde sig fra alkohol i den her situation, opfordrer Michael Hansen-Nord.

Tjek din håndryg

Hvad der derimod er et problem er at få for lidt væske indenbords. Mange har måske hørt, at man ud fra urinens farve kan vurdere, om man får nok væske, men det trick giver Michael Hansen-Nord ikke meget for.

- Det nytter ikke noget at kigge på urinen – det er spild af tid, siger han.

Læs også Tørke, sol og sommervarme over Danmark - så længe fortsætter det

I stedet fortæller han, at man kan bruge huden på håndryggen som pejlemærke.

- Hvis du tager fat i en hudfold, og den bliver stående, efter du har givet slip, kan det være et tegn på væskemangel, siger han og understreger, at især ældre mennesker med tynd hud godt kan opleve, at huden bliver stående, selvom de har fået nok at drikke.

Ifølge overlæge Michael Hansen-Nord bør man drikke to til to og en halv liter væske i døgnet, når det er så varmt, som det er nu. Foto: Kristian Brasen - Ritzau Scanpix

Mål hvad du drikker

Generelt foreslår Michael Hansen-Nord, at man mærker efter sin krops signaler.

De typiske tegn er tiltagende træthed, manglende fødeindtagelse, hukommelsessvigt og koncentrationsbesvær.

Michael Hansen-Nord, overlæge

- De typiske tegn er tiltagende træthed, manglende fødeindtagelse, hukommelsessvigt og koncentrationsbesvær.

- Så mærk efter, og pas nu på den næste uge, hvor de høje temperaturer fortsætter. Mål, hvad du drikker, og hvis du har ældre mennesker i familien, så anskaf nogle kander, som du ved, hvor meget der er i, og sørg for, at de bliver drukket inden for et døgn.  

Så klart lyder opfordringen fra akutmodtagelsesoverlægen.