Det må du tænde til sankthans trods afbrændingsforbud

Selvom halvdelen af landet er omfattet af forbud, er der stadig mulighed for at se ilden knitre, uanset hvor du er

Det bliver en noget anderledes sankthansaften i mange kommuner, hvor man ikke må tænde bål. I nogle kommuner er alternativer dog tilladt.

I samarbejde med tv2.dk

Er du typen, der vil savne duften af røg, og kan du ikke nøjes med den knitren, pejsevideoen har indspillet, så er der faktisk muligheder for, at du selv kan tænde op. Uanset hvor du bor. 

Læs også Håbet helt slukket: Ingen sankthansbål i Aarhus

I en række kommuner må man nemlig gerne tænde op i et bålfad eller lave et mindre bål, selvom der er afbrændingsforbud.

DET MÅ DU I DIN KOMMUNE

  • Randers
    Sankthansbål er tilladt.
     
  • Favrskov
    Sankthansbål er tilladt.
     
  • Silkeborg
    Sankthansbål er tilladt.
     
  • Horsens
    Sankthansbål er tilladt.
     
  • Norddjurs
    Alle form for åben ild inklusive alle former for bål er forbudt og der gives ingen dispensationer. Du må tænde op i din grill, hvis den står på et fast ikke brandbart underlag.
     
  • Syddjurs
    Alle form for åben ild inklusive alle former for bål er forbudt og der gives ingen dispensationer. Du må tænde op i din grill, hvis den står på et fast ikke brandbart underlag.
     
  • Odder
    Her er afbrændingsforbud, men du må tænde op i mindre bålfad og grill, hvis disse står på fast ikke brandbart underlag.
     
  • Aarhus
    Her er afbrændingsforbud, men du må tænde op i mindre bålfad og grill, hvis disse står på fast ikke brandbart underlag.
     
  • Skanderborg
    Her er afbrændingsforbud, men du må tænde op i mindre bålfad og grill, hvis disse står på fast ikke brandbart underlag.
     
  • Samsø
    Her er afbrændingsforbud, men du må tænde op i mindre bålfad og grill, hvis disse står på fast ikke brandbart underlag.

 

Alle landets kommuner og beredskaber tillader også at tænde op i grillen i egen have, hvis bare den står på et fast underlag, der ikke kan brænde, som for eksempel fliser.

På den måde kan store og små stadig sætte en smule fut i sankthansaften og riste skumfiduser eller lave snobrød til tonerne af midsommervisen.

Hold øje med vindstyrken

Ifølge Beredskabsstyrelsen skal man dog være forsigtig og tænke sig om, uanset om man bor i en kommune med afbrændingsforbud eller ej.

Læs også En gnist fra en sten og marken futtede af: - Ilden løber lynhurtigt

- Hvis det blæser kraftigt, eller i det hele taget blæser, så bør man helt lade være med at tænde op, advarer forebyggelsesekspert ved Beredskabsstyrelsen Mads Dalgaard. 

Blæsten kan nemlig sende gløder fra bålet på afveje og antænde tørre områder.

HVORFOR FEJRER VI SANKTHANS?

Det er en gammel hedensk tradition at fejre lysets komme, men ved kristendommens udbredelse gjorde kirken det til deres og dedikerede den til Sankt Hans.
 
Sankt Hans er dansk for Johannes Døberen, der døber Jesus.

Kirken valgte at fejre ham præcis et halvt år efter, vi fejrer Jesus' fødsel. Den 24. juni er derfor Sankt Hans dag, mens den 23. juni er sankthansaften.

Tidligere sagde man, at det onde hjemsøgte hellige aftener, og man tændte vågeblus for at holde det onde væk. Derfor tænder vi i dag bål.

Traditionen med hekse på bålet kom først til Danmark fra Tyskland i 1920'erne og 1930'erne.

Ansvaret er dit

Vurderer man, at det er forsvarligt at tænde op, så bør man styre langt uden om tændvæske, anbefaler Beredskabsstyrelsen. 

- Det gælder faktisk altid, uanset hvad. Det går alt for ofte galt med tændvæske. Det har vi simpelthen set for mange gange, siger Mads Dalgaard.

Hvis uheldet er ude midt i festlighederne, så er det faktisk dig, der står til ansvar. Derfor bør man sikre sig selv ved at tage nogle simple forholdsregler. 

- Hold altid øje med ilden, hav vand til slukning i nærheden og efterlad det aldrig uden at sikre, at det er helt slukket eller ikke kan antænde noget, anbefaler Mads Dalgaard.

00:45

VIDEO: Pindsvinevennerne er glade for, at bålet mange steder er aflyst i år.  Video: Kim Haugaard - Scanpix

Luk video