Denne stærekasse skovler penge ind: 4000 har fået en bøde

I alt har stærekasserne tjent over 56 millioner kroner til statskassen.

Denne stærekasse på Grenåvej i Aarhus blitzer på livet løs.

En stærekasse i Østjylland har fanget flere end 4000 bilister i at køre for stærkt siden den 20. oktober sidste år. 

Det viser tal fra Vejdirektoratet.

Der er tale om stærekassen på Grenåvej ved Lystrupvej i Aarhus, hvor der er givet i alt 4014 bøder. Dermed er den aarhusianske stærekasse den næstmest effektive i hele landet.

Her kan du se, hvor stærekassen er placeret.

Det er kun stærekassen på Bogensevej i Odense, der har blitzet flere bilister. I alt er der givet 37.183 bøder og 3363 klip i kørekortet fordelt på landets 20 stærekasser.

Stærekasserne er opsat på strækninger med høj hastighed og mindst fire ulykker med personskade i perioden 2011 til 2015.

Læs også Trafikråd advarer mod at erstatte flere fotovogne med stærekasser

Tal fra Rigspolitiet viser, hvor mange bøder der er givet ved de 20 stærekasser, og hvor meget de kan indbringe statskassen. Det beløber sig til 56.813.000 kroner.

Det er transportminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance tilfreds med.

- Efter en lidt turbulent start, hvor mange af stærekasserne blev udsat for hærværk og var ude af drift, virker det, som om danskerne nu har accepteret det, siger Ole Birk Olesen.

00:19

VIDEO: I begyndelsen var folk meget sure på stærekasserne. Stærekassen på Grenåvej blev smadret flere gange - blandt andet den 31. oktober, hvor TV2 ØSTJYLLAND satte fokus på problemet.

Luk video

Transportministeren peger på, at stærekasserne på trods af de mange bøder virker præventivt.

- Kommuner og borgere, der bor i disse områder, er jo glade for dem, fordi de sænker farten. Der er mange bilister, der sænker hastigheden, mens der er andre, der ikke gør, og de får så en bøde. Derfor virker det efter hensigten, for næste gang, de kommer forbi stedet, vil de nok være opmærksomme på det, siger transportministeren.

Delte meninger om stærekasser

I Østjylland blev der i efteråret sat en stærekasse op i hver retning af kørebanen på Grenåvej i Aarhus.

Hvis det fortsætter med at være en succes, synes jeg, at vi skal gå videre med flere stærekasser.

Ole Birk Olesen (LA), transportminister

Dengang var det den aarhusianske rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), der var bekymret.

- Det er et forsøg, man laver. Så er vi nødt til at se på, hvad erfaringerne bliver. Jeg tror, at jeg deler den samme bekymring som forskerne – at det måske kun lige hjælper på strækningerne og ikke så meget bagefter, fortæller rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V) til TV2 ØSTJYLLAND.

01:56

VIDEO: Bünyamin Simsek (V) sagde tilbage i oktober, at han tror på, at stærekasserne kommer til at virke der, hvor de er opstillet, men mener ikke, at de kan stå alene. 

Luk video

I efteråret blev 20 ud af 100 fotovogne, der blitzer fartsyndere, fjernet. Men kameraerne blev ikke helt skrottet.

- Vi har nedlagt 20 fotovogne og placeret deres kameraer i stærekasser. Det har vi gjort fordi, at opfattelsen af fotofartfælder har været, at det har været pengemaskiner opstillet på steder for at kradse bøder ind, sagde Ole Birk Olesen (LA), der er transportminister, dengang til TV2 ØSTJYLLAND.

Kan komme flere stærekasser

I dag mener Ole Birk Olesen, at stærekasserne har været en succes, og hvis det fortsætter, vil der kommer flere rundt omkring i landet.

- Meningen med det hele er at få større trafiksikkerhed, siger Ole Birk Olesen og fortsætter.

Læs også Få bilister blitzet i fartkontrol - men stærekasser bliver

- Hvis det fortsætter med at være en succes, synes jeg, at vi skal gå videre med flere stærekasser. Det er en bedre måde at gøre det på end med mobile fartvogne, for det er godt, at folk ved, at de står der fast, siger Ole Birk Olesen.

01:03

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND har tidligere talt med nogen af dem, der bor ved siden af stærekassen. Her kan du høre, om de synes, det virker.

Luk video

Men tyder antallet af bøder og beløbene ikke på, at folk er ligeglade med stærekasserne?

- Jeg ved ikke, om nogen opfatter et stærekasse-skilt som en advarsel om, at der måske kommer en fotovogn eller lignende. Vi konstaterer bare, at mange sænker hastigheden, og dem, der ikke gør det, lærer det efterhånden.

De fem stærekasser, hvor der er udskrevet flest bøder siden 20. oktober

  1. Bogensevej, Odense: 4429 bøder
     
  2. Grenåvej, Risskov, 4014 bøder
     
  3. Vilsundvej, Nykøbing Mors, 3557 bøder
     
  4. Ålborgvej, Aalborg, 3369 bøder
     
  5. Slagelse Landevej, Rosted, 3232 bøder