Den kan vokse gennem asfalt og dit gulv - invasiv plante spreder sig

Japansk pileurt kan komme til at koste samfundet millioner. Tre ud af fire kommuner vil have lovgivere til at hjælpe.

I England koster det staten 1,3 milliarder årligt at bekæmpe planten, der også spreder sig i Danmark. Foto: Scanpix

Den kom til Danmark for cirka 100 år siden og blev oprindeligt brugt til at give haver og parker et eksotisk og grønt look.

Men i dag breder japansk pileurt sig med lynets hast og ødelægger både haver, veje og bygninger.

Tina Friede Rasmussen bor i Hillerslev lidt uden for Ringe på Fyn. Hun opdagede den japanske pileurt under sit gulv for ti år siden og har kæmpet for at komme af med den lige siden, uden held. Foto: Privat

På tre år er antallet af indberetninger om planten tidoblet. Det viser de nyeste tal fra Miljøstyrelsen.

I de første fem måneder af 2019 har Miljøstyrelsen modtaget 205 indberetninger om japansk pileurt fra hele landet. I 2016 var tallet 20.

DE 10 MEST INDBERETTEDE INVASIVE ARTER I 2018

  1. Mårhunden
  2. Japansk pileurt
  3. Kæmpebjørneklo
  4. Plettet voldsnegl
  5. Signalkrebs
  6. Krabber
  7. Nilgås
  8. Mink
  9. Rynket rose
  10. Vaskebjørn

 

OBS: Listen rummer de dyr og planter, danskerne oftest indberettede til Miljøstyrelsen i 2018. Det er derfor ikke nødvendigvis de ti mest udbredte arter. 

 

Kilde: Miljøstyrelsen

Samtidig meddeler ni ud af ti kommuner, at de oplever, at japansk pileurt spreder sig i deres by. Det viser en undersøgelse fra Kommunernes Landsforening fra april.

- Det er en tikkende bombe hos haveejere. Den er svær at bekæmpe og forvolder enorme skader. Og vi har kun set starten på problemet, siger Hans Wernberg, der er seniorkonsulent hos Care4Nature, som hjælper både kommuner og private landejere med at bekæmpe invasive arter.

Den japanske pileurt kan brede sig syv meter fra centret af planten og dermed få et omfang på 14 meter. Foto: Allan Høxbroe

Hos Miljøstyrelsen ser man også planten som et stort problem, fordi den forvolder stor skade og dermed kan koste samfundet dyrt.

- Den vokser hurtigt og kan skyde gennem asfalt. Når en art som japansk pileurt bliver ved med at øge sin udbredelse, går det kun én vej, siger Peter Lyhne Højberg, der arbejder som Naturforvalter hos Miljøstyrelsen.

Kan brede sig op til 15 meter

Den japanske pileurt er en kraftig staude, der kommer igen år efter år.

Den har tykke, hule stængler, mange ofte rødlige grene og grønne hjerteformede blade. Den får små cremefarvede blomster i perioden august til september.

Den vokser hurtigt og kan skyde gennem asfalt. Når en art som japansk pileurt bliver ved med at øge sin udbredelse, går det kun én vej.

Peter Lyhne Højberg, naturforvalter hos Miljøstyrelsen

Problemet med planten er, at den kan blive mellem to til fem meter høj. Samtidig kan dens underjordiske rodnet blive op til 15 meter langt.

- Der er ikke meget andet, der kan gro under planten, og den udkonkurrerer alle andre arter, forklarer Peter Lyhne Højberg.

Japansk pileurt kan stort set vokse igennem alt. Også igennem huset. Det skete for Tina Friede Rasmussen, der pludselig opdagede at planten kom ind igennem hendes vindueskarm. Foto: Privat

Derfor er planten også på Miljøstyrelsens liste over invasive arter, og der er lavet handelsforbud mod den, som dog først træder i kraft i 2020.

Dyr og svær at komme af med

Det kan tage årevis at komme af med japansk pileurt.

Så flygter den i en anden retning og kan faktisk sprede sig endnu mere.

Hans Wernberg, Care4Nature

Hvis du kun får fjernet noget af planten eller sprayer den med den forkerte form for ukrudtsmiddel, kan du desuden "provokere" den unødigt.

- Så flygter den i en anden retning og kan faktisk sprede sig endnu mere, siger Hans Wernberg fra Care4Nature.

SÅDAN FJERNER DU JAPANSK PILEURT

  • Mindre og nyetableret bestand under 5 m2: Oprykning eller rodstikning/hakning.
     
  • Mindre, men veletableret bestand under 5 m2: Rodstikning/hakning, opgravning eller slåning.
     
  • Større og nyetableret bestand cirka 5-15 m2: Oprykning, rodstikning/hakning.
     
  • Større bestand cirka 5-15 m2: Veletableret opgravning, slåning.
     
  • Større arealer på over 15 m: Opgravning, slåning og harving.  

 

Kilde: Miljøstyrelsen

Hvis man er haveejer og har planten i mindre omfang, for eksempel en plante på én gange én meter, kan man selv fjerne den.

Læs også Insekterne forsvinder fra haverne - men du kan hjælpe dem ved at grave et vandhul

Den kan graves op, men man skal sørge for at fjerne hele planten – altså rub og stub. Efterlader man bare den mindste gren eller kvist, kan planten lave skud og vokse videre.

Hvis planten bliver alt for stor, kan det være nødvendigt med professionel hjælp. Regningen starter som regel på 10.000 kroner, men kan løbe op i flere millioner kroner alt efter omfanget.

Japansk pileurt kan bryde igennem vejen. Billedet her stammer fra Strandvejen i Aalborg. Foto: Privatfoto af Else Schiønning

Kommuner: Vi må have hjælp

I England har man haft en stor spredning af planten, som man længe har forsøgt at bekæmpe. Tal fra 2013 viste, at rydningsarbejdet kostede staten cirka 1,3 milliarder kroner om året.

Herhjemme føler kommunerne sig også udfordret af den. Tre ud af fire efterlyser lovgivning, som forpligter private til at fjerne planten på egen grund, som tilfældet er med kæmpebjørneklo. Det viser en undersøgelse blandt 73 kommuner lavet for Kommunernes Landsforening.

Stænglerne på japansk pileurt kan blive meget tykke. Derfor er det hårdt arbejde at komme af med den, og det kan tage mellem 3 og 10 år at komme af med planten. Foto: Allan Høxbroe

Hos Miljøstyrelsen ser man løbende på, hvilke foranstaltninger man kan lave for at bekæmpe den japanske pileurt.

- Lige nu er vi ved at indsamle data, og vi handler hele tiden ud fra den viden, vi får. Lovgivning er også en knap, man kan skrue på, siger Peter Lyhne Højberg.

Læs også Vandforsyning lukket efter fund af plantegift

En sådan lovgivning vil dog ikke blive besluttet i Miljøstyrelsen, men på politisk plan.

Da man påbød private at fjerne kæmpebjørneklo, skyldtes det blandt andet, at den er farlig for mennesker. Det er ikke tilfældet med japansk pileurt.