Chill-faktor: Derfor er det koldere, når det blæser

Når vinden blæser, skal kroppen arbejde hårdere for at opvarme luften omkring dig

Det er begyndt at være rigtig koldt om fingrene at holde fast om cykelstyret uden handsker. Foto: Morten Stricker - Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Det er ved at være koldt, og huer, handsker og halstørklæder er begyndt at dukke op i gadebilledet.

Men faktisk er temperaturen ikke så afgørende for, hvor koldt det føles. Vindstyrken er vigtigere.

Det er også derfor, at det kan være så ubærligt meget koldere at cykle end at gå. Den såkaldte chill-faktor bestemmer, hvor koldt du har det.

Læs også Vejrvært tester vildt vejr: Bliver næsten blæst omkuld

- Det føles koldere, når det blæser, fordi luften, som vi har varmet op lige omkring vores hud, bliver blæst væk. Så skal vi varme noget ny luft op, og når det blæser meget, skal vi gøre det hele tiden, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Jens Ringgård Christiansen.

Jo koldere vejr, desto hårdere chill

Begrebet chill-faktor eller wind chill bruges kun ved ti grader eller koldere, selvom fænomenet også spiller ind ved højere temperaturer. Det afgørende er forskellen mellem den temperatur, luften skal have omkring vores hud for, at vi føler, at vi holder varmen og så temperaturen på den luft, der blæser hen over os.

- Alle kender det med, at man er på stranden i 25 graders varme, og man kan mærke, at man taber varmen, hvis det blæser, men det er ikke rigtig interessant ved de temperaturer, siger Jens Ringgård Christiansen.

Det er kombinationen af blæst og lave temperaturer, der gør det relevant at tale om ”chill”.

Stærk blæst ved Aarhus Bugt. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Kulde og blæst i forening

- Når det er meget koldt, kræver det selvfølgelig mere energi at varme os op. Når det blæser meget, kræver det meget energi at holde på varmen, og når de to ting er kombineret, kræver det ekstra meget, forklarer Jens Ringgård Christiansen.

Et skæringspunkt ved chill-faktor er 10 meters blæst i sekundet ved ti graders varme. Så vil det føles som frost, hvis man er udenfor. Er det nul grader, vil temperaturen ved 10 meters blæst i sekundet føles som minus 15. Jo koldere det er, desto større effekt har vinden.

Læs også Frem med huer og vanter - kold og blæsende uge forude

- Man mærker det i fingrene, man mærker det i ansigtet, man mærker det i panden. Når det er rigtig koldt, behøver det faktisk ikke at blæse ret meget for, at det virkelig kan mærkes, siger Jens Ringgård Christiansen.

Chill er en følelse - ikke en temperatur

Chill-faktor er i øvrigt ikke et helt retvisende begreb, forklarer meteorologen. I realiteten bliver der ikke én grad koldere, bare fordi det blæser:

- Vi kalder det kuldeindeks eller chill-faktor, men begge dele antyder, at der er tale om et fast tal, og det er forkert. Det har faktisk ikke noget med grader at gøre. Det er mere korrekt om, hvordan det føles.

Når det er rigtig koldt, behøver det faktisk ikke at blæse ret meget for at det virkelig kan mærkes.

Jens Ringgård Christiansen, meteorolog ved TV 2 Vejret

Blæsten påvirker altså alene følelsen, når den isolerende luft hele tiden bliver blæst væk fra huden. Et termometer vil dermed ikke blive påvirket, ligesom at chill-faktoren heller ikke vil kunne få vand til at fryse ved plusgrader.

Og det kan du så glæde dig over, næste gang du sidder og hundefryser på cyklen. Det er slet ikke så koldt. Det føles bare sådan. 

01:03

VIDEO: I de kommende dage bliver det forholdsvist køligt i Østjylland. Til gengæld bliver vinden svag. Se vejrudsigten for de kommende fem døgn her.

Luk video