Blæsende søndag med vindstød af stormstyrke
Et lavtryk sender kraftig blæst ind over Danmark
Selvom gåturen udendørs i dag kan foretages i tørvejr og med plads til solskin, så må man dog forberede sig på at vinden fører sig frem - navnlig i den nordlige del af landet.
På bagsiden af det frontsystem, der aftes og i nat har passeret landet, blæser det op fra vest. Langs den jyske skagerakskyst kan vindstødene de næste timer nå stormstyrke.
Læs også
Indtil klokken 8 søndag morgen er de kraftigste vindstød målt i Skagen med 23,6 meter per sekund, mens middelvinden flere steder har nået hård kuling.
I den sydøstlige del af landet slipper man med en jævn til hård vestlig vind, men vindstødene kan fortsat nå hård kuling.
Først i løbet af eftermiddagen aftager vinden efterhånden, inden et nyt - og endnu kraftigere - blæsevejr rammer landet mandag.
INDDELINGEN AF VINDSTYRKER I DANMARK
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,5 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s