Bidende kulde med tocifrede frostgrader kan være på vej

Prognoserne udviser i øjeblikket vinterlige tendenser med hård frost på den lidt længere bane. Usikkerheden er dog stor

I den kommende uges tid ser hele tre lavtryk ud til at skulle bevæge sig tæt forbi Danmark, og ved hver passage forsøger kulden at slå ned nordfra. Foto: Bax Lindhardt - Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Isnende kulde og frostklart, lyst vejr med en dybblå himmel kan være det, vi står op til om lidt mere end en uges tid.

For tjekker man TV 2 VEJRETs app fredag formiddag og kigger ud på den lange bane, optræder der betragtelige frostgrader i prognoserne. Og selvom det endnu er meget usikkert, om det også bliver til virkelighed, er det et muligt scenarie.

Læs også Atter en lastbil vælter og stopper trafik: - De vælter på stribe

Vi har derfor taget et kig på, hvordan vinterkulden kan komme til Danmark.

Lavtryk åbner ofte for kulden nordfra

Når vi skal have et omslag i vejret til kulde og klart vejr, sker det ofte på bagsiden af et lavtryk, som passerer tæt forbi Danmark.

Er lavtrykket tilstrækkeligt dybt, vil der nemlig ofte blæse kolde vinde ned fra Mellem- og Nordskandinavien, når lavtrykket er trukket forbi Danmark.

Den rigtige vinterkulde, polarluften, ligger i dag langt mod nord og langt mod øst, mens vi er inde i en mildere variant med tåge, dis og lavthængende skyer.  Foto: TV 2 Vejret

Selve overgangen mellem mildt vejr og kulden kan så være enten våd eller hvid afhængigt af, om lavtrykket passerer lige hen over os eller syd om os.

En sydlig bane giver ofte sne, mens en nordligere kurs giver gråt og vådt vejr. Og bliver banen meget nordlig, kommer kulden slet ikke ned fra nord efterfølgende.

Tredje gang kan være lykkens gang

I den kommende uges tid, ser hele tre lavtryk ud til at skulle bevæge sig tæt forbi Danmark, og ved hver passage forsøger kulden at slå ned nordfra.

Det ser dog ud til, at det først sker ved det tredje lavtryk efter den næstfølgende weekenden.

I denne prognose er vinterkulden, polarluften, trukket ned over Skandinavien og ligger både syd og vest for Danmark om 10 dage. Mod nordøst er det ekstremt koldt. Prognosen er usikker, men dog sandsynlig. Foto: TV 2 Vejret

Vaklende vejrudsigter er et udtryk for usikkerhed

TV 2 VEJRETs app og de automatiske vejrudsigter på vejr.tv2.dk er baseret på en amerikansk prognosemodel, som opdateres hver sjette time, når nye beregninger bliver tilgængelige. Disse beregninger kan og vil ofte være forskellige ved hver opdatering.

Man vil derfor kunne opleve, at vejrudsigten ændrer sig drastisk fra gang til gang, men åbner sin app. Man skal tolke denne vaklen frem og tilbage som en usikkerhed i vejrudviklingen, for det er i bund og grund blot det, som kommer til udtryk.

At kulden skulle komme til Danmark om lidt mere end en uges tid, er dog sandsynligt i forhold til statistikken. Februar er nemlig ofte den koldeste tid på året. 

Nedenfor kan du se den østjyske vejrudsigt for de kommende dage:

01:00 Luk video