April kan blive en af de tørreste i dansk vejrhistorie

Indtil videre er der ikke engang kommet tre millimeter regn i april.

Solen har skinnet, og det har næsten ikke regnet i april 2019. Foto: Ole Beck Nielsen / Privatfoto

Solen skinner, luften er tør, og temperaturen nærmer sig 20 grader i dagtimerne. Generelt et vejr som langt de fleste danskere sikkert nyder, men selvom vejret normalt er tørt i foråret, er det helt usædvanligt tørt vejr, vi oplever for tiden.

Læs også Østjysk virksomhed leverer klimavenlige kølere til hele verden

Siden den 19. marts er der faldet 5,9 millimeter regn på landsplan, og ser vi udelukkende på april, så er der på månedens første 20 dage kun faldet 2,5 millimeter regn.

Det er en ekstremt lille nedbørsmængde i en måned, hvor der normalt falder 41 millimeter regn, og selvom der fortsat er ti dage tilbage af årets anden forårsmåned, så ender april med at blive langt mere tør end normalt.

Det knastørre aprilsvejr, har fået flere landmænd til at vande deres marker. Foto: Ole Sørensen / Privatfoto

De to tørreste april måneder vi har oplevet i Danmark i de 146 år, der er registreret nedbør på landsplan, fik vi i 1893 og igen i 1974, hvor der kun faldt tre millimeter regn.

Det er fortsat meget usikkert, om vi kan tangere de knastørre rekorder, da der faktisk er udsigt til en smule regn i den kommende uge.

Det er derimod overvejende sandsynligt, at april 2019 kan blive en af de tre eller fire tørreste af sin slags i dansk vejrhistorie.

00:58

VIDEO: Her får du vejret for lørdagen i påsken.

Luk video

Den tredjetørreste april fik vi for blot 12 år siden i 2007, hvor der i løbet af månedens 30 dage kun faldt ni millimeter regn – og det er meget muligt, at april i år ender et sted mellem tre og ni millimeter regn.

Tørkeindekset er ekstremt højt

Det solrige og knastørre vejr har fået tørkeindekset til at ’eksplodere’. Til og med langfredag var det for hele landet på 7,6, hvilket betyder, at naturen mangler 76 millimeter vand, førend vandmagasinerne i jorden er opfyldte.

I de 15 år, hvor Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har beregnet tørkeindekset, har det aldrig været så højt på denne årstid.

Det knastørre vejr har fået flere landmænd og haveejere til at vande deres marker og plæner, og enkelte steder har der været naturbrande som følge af det ekstremt tørre vejr.

Læs også Lørdagen byder på både frostvejr og næsten 20 graders varme

De næste dage fortsætter det tørre og solrige vejr, men fra tirsdag i næste uge kan der muligvis komme regn i de sydøstlige egne – der er dog fortsat en vis usikkerhed forbundet med prognoserne.