Analytiker: Aarhus satser stort - anden lufthavn bliver 'taber'

For Aarhus Lufthavn kan investeringerne sætte gang i en positiv sneboldeffekt, fordi flere ruter avler endnu flere ruter og passagerer, mener analytiker

Foto: Kim Haugaard - Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Med nye ruter til Oslo, Stockholm, Mallorca, München og Split vil Aarhus Lufthavn igen forsøge sig som international lufthavn.

Og efter SAS’ investering på op imod en halv milliard kroner i lufthavnen er Danmarks næststørste by klar til at udfordre andre jyske byer på lufttrafikken.

Læs også Lufthavns-formand: Nye SAS-ruter er en ud af flere milepæle

- Det er i hvert fald et startskud til noget, der godt kan komme til at trække passagerer fra ellers succesfulde Billund og Aalborg til en Aarhus Airport, som igennem lang tid har levet en noget mistrøstig tilværelse, siger aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen til TV 2.

Men selvom Aarhus Lufthavn forventer 200.000 ekstra passagerer om året, så har Billund Lufthavn, som er størst i Jylland, endnu ikke grund til at frygte den østjyske konkurrent.

Læs også SAS afslører nye ruter fra Aarhus: Se hvor du kan flyve hen

- Der er stadigvæk syv-otte gange flere passagerer i Billund. De har et væsentligt mere varieret tilbud, end man i hvert fald inden for de næste fem-syv år kan strikke sammen i Aarhus, siger Jacob Pedersen.

Kan blive den store taber

Anderledes ser det ud for Midtjyllands Lufthavn, der ligger i Karup og er en del mindre end lufthavnene i Billund og Aalborg.

Alligevel skaber Aarhus-satsningen ikke bekymring. Lufthavnschefen mener ligefrem, satsningen kan få en positiv effekt på lufthavnen i Karup.

Det er i hvert fald et startskud til noget, der godt kan komme til at trække passagerer fra ellers succesfulde Billund og Aalborg til en Aarhus Airport.

Jacob Pedersen, analytiker

- Jeg tror ikke, det får nogen særlig betydning. Det vil til gengæld give mere opmærksomhed på flyvning, og når de (kunderne, red.) finder ud af, at vi har et bedre produkt, så vil jeg næsten tro, at det kan være en fordel, siger lufthavnschef Frans Bjørn-Thygesen til TV MIDTVEST.

Sydbanks Jacob Pedersen er enig i, at SAS’ satsnings i Aarhus kan gavne Midtjyllands Lufthavn ved at øge interessen for indenrigsflyvning. Men han ser først og fremmest investeringen som et tilbageslag for lufthavnens planer om at tage passagerer fra Aarhus Lufthavn.

Læs også Jublende glade borgmestre efter million-investering i lufthavn

- Midtjyllands Lufthavn står til at blive taber i det game her. I forvejen spiller man vel i serie 1 med Billund i 1. division og Aarhus i 2. division. Så der er et stykke op, siger Jacob Pedersen.

Kan starte en sneboldeffekt

I Aarhus kan investeringen sætte gang i en positiv sneboldeffekt, fordi flere ruter og flere passagerer avler endnu flere ruter og endnu flere passagerer.

- Den satsning, som SAS laver i Aarhus Airport, kan godt være den accelerator, der skal til, for at vende den negative spiral til en positiv spiral for lufthavnen, siger Jacob Pedersen.

Læs også Nye SAS-ruter er en "gamechanger" for Aarhus Lufthavn

Omvendt ser det ifølge analytikeren meget skidt ud for lufthavnen, der ligger i Tirstrup på Djursland, hvis investeringen ikke bliver en succes.

- Så er man slået af banen af Aalborg og Billund, som allerede nu er langt foran Aarhus Airport. Men man har også misset en gylden mulighed for virkelig at accelerere sin position og sikre, at man ikke bliver kørt længere bagud af dansen, siger Jacob Pedersen.

Begejstring i København

SAS afslørede torsdag fem nye internationale ruter fra Aarhus Lufthavn. Derudover øger SAS indenrigsruten til København fra 8 til 10 daglige afgange.

Vi er rigtig begejstret for det her. Det er jo med til at binde alle lufthavne i Danmark sammen, så vi ser det som vækst for hele Danmark.

Peter Krogsgaard, Københavns Lufthavne

I Aalborg er man spændt på at se, om det bliver en succes i Aarhus, men tager dog den fornyede konkurrence med ro.

- Selvfølgelig følger vi med i det, men det, vi bruger vores krudt på, er at drive vores egen lufthavn. Nu har vi jo set ruterne, og med det in mente tror vi, at det bliver rigtig begrænset, hvad det betyder for vores trafik, siger Aalborg Lufthavns direktør, Søren Svendsen.

I landets største lufthavn er der ingen bekymring at spore over konkurrencen fra Aarhus. Tværtimod.

- Vi er rigtig begejstret for det her. Det er jo med til at binde alle lufthavne i Danmark sammen, så vi ser det som vækst for hele Danmark, siger Peter Krogsgaard, der er kommerciel direktør for Københavns Lufthavne.