Allerede nu skal du være opmærksom - flåterne er vågnet
Flåtsæsonen er startet usædvanligt tidligt. Efter fund af 25 flåter på én kat advarer dyrlæge mod smittefare.
Høje temperaturer har lokket mange danskere ud for at nyde solens stråler. Men de er ikke de eneste, der er kommet frem fra vinterhiet.
De små, blodsugende flåter har nemlig taget hul på sæsonen tidligt i år, og det kommer bag på de fleste, fortæller epidemiolog ved DTU Veterinærinstituttet Rene Bødkers.
- Sommeren er stadig højsæson, men nogle gange kan man blive mere bekymret på denne årstid, fordi folk ikke tager det alvorligt, siger han til TV 2.
Læs også
Tusindvis bliver bidt årligt
Men også mennesker skal være opmærksomme, så snart plusgraderne melder deres ankomst, fortæller epidemilogen.
Hver ottende flåt er smittebærer, og tusindvis af danskere bliver bidt årligt. Det anslås, at cirka 150 af dem får en borrelia-infektion.
En af konsekvenserne ved uopdaget borrelia kan være ansigtslammelser eller forstyrrelser i hjerterytmen.
- Det er en meget alvorlig infektion, men den er også let at undgå. Det tager to minutter at tjekke, og så slipper man for at være syg i flere år. Det er den nemmeste og bedste investering, man kan gøre i sin sundhed, siger han.
Find epidemilogens gode råd mod flåter i listen nedenfor.
Tre tip mod flåter
Sådan undgår du dem
Undgå højt græs. Her sidder flåterne ofte klar til at hoppe på, når nogen går forbi. Ved at iføre sig gummistøvler eller stikke bukserne ned i strømperne afskærer man lettere blodsugerne fra ens bare hud.
Det kan også være en god ide at tjekke sig selv foran spejlet og skifte tøj, når man kommer hjem, hvis man har gået i højt græs eller en skov.
Sådan fjerner du dem
Der findes en masse ting, man kan købe til at fjerne flåterne med, men epidemiolog ved DTU Veterinærinstituttet Rene Bødkers mener ikke, at det behøver være så avanceret.
- Brug et kreditkort, en negl eller en smørkniv - flåten skal bare af hurtigst muligt, siger han og tilføjer, at der dog ikke er nogen grund til panik. Ifølge ham er det heller ikke farligt, hvis man ikke får alle munddelene med, da smitten sidder i maven på flåten.
Skal man gå til lægen?
Opdager man først flåten sent, så er det en god ide efterfølgende at holde øje med bidstedet. Det kan gøres ved at tegne en ring med en kuglepen og efterfølgende tjekke for rødmen. Infektionen viser sig med en karakteristisk rød ring af udslæt rundt om bidet. Derfor skal man også holde øje med det – selv efter flåten er fjernet.
- Bliver det større end en femkrone, skal man gå til lægen, siger Rene Bødkers.