Advarer om farligt raket-vejr i aften - sikkerhedsafstand skal fordobles

I Danmark er det kun lovligt at fyre fyrværkeri af fra 27. december til 1. januar. Og i aften kan vejret drille

Omkring midnat blæser det op i hele landet. Derfor skal man tænke sig ekstra godt om, når raketterne skal skydes af. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

Det er årets sidste dag.

Om nogle få timer skifter det sidste tal i årstallet et ciffer op, og vi skriver 19 i stedet for 18.

Traditionen tro fejres det med nytårskrudt i store mængder. Faktisk forventes danskerne at have brugt 415 millioner kroner på fyrværkeri i år, lyder det i en analyse fra Dansk Erhverv.

Læs også Rigtig møgbolig gik viralt: Nu er der skåret en tredjedel af prisen

Omkring midnat i aften blæser det imidlertid op i hele landet. Og hvis ikke de mange penge på krudt skal forspildes, og man skal undgå at brænde naboens hus ned, bør man tænke sig godt om, lyder det fra Sikkerhedsstyrelsen.

- Det er et rigtigt træls vejr for at sige det på godt jysk. Vi ved jo, hvad stormvejr gør ved raketterne, og derfor advarer vi altid, når det er særlig voldsomt, siger kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen, Mette Cramon.

- Det er svært for os at vurdere, hvordan vejret præcis bliver, men personligt ville jeg aldrig bruge en raket, hvis det er kraftigt blæsevejr. Generelt bør man lytte ekstra til sin sunde fornuft og tage sig sine forholdsregler.

Læs også Landsby helt uden fyrværkeri: - Det er rigtig hyggeligt

Sikkerhedsstyrelsen oplyser, at sikkerhedsafstanden til "let antændelige kilder" ifølge reglerne fordobles, så snart det blæser mere end fem meter i sekundet, hvilket svarer til let vind.

Det betyder konkret, at man skal være 200 meter væk fra brandbar bevoksning, bygninger med stråtag eller brændestabler, høstakke og lignende, når man bruger fyrværkeri. Og hvis det er raketter, men fyrer af, er sikkerhedsafstanden i tilfælde af blæsevejr på hele 400 meter, skriver Sikkerhedstyrelsen.

Vindstød af stormstyrke

TV 2 Vejret oplyser, at det vil blæse hele nytårsaftensdag med en frisk vind, og når man når midnat, hvor mange vil affyre fyrværkeri, vil det blæse op.

Det er et rigtigt træls vejr for at sige det på godt jysk.

Mette Cramon, kommunikationschef, Sikkerhedsstyrelsen

Særligt kraftigt bliver det i Nordjylland, hvor vindstødene kan ramme stormende kuling. Også i den sydlige og østlige del vil det blæse, men her kan det løfte skyhøjden og gøre sigtbarheden bedre, lyder det.

- Omkring midnat vil vi få vindstød af stormstyrke. Det er stormstød, der normalt vælter noget, og derfor skal man være opmærksom på, at ens affyringsramper ikke vælter, siger Jens Ringgaard Christiansen, meteorolog på TV 2 Vejret.

Prognose af vindstød ved midnat nytårsaften. Foto: TV2 VEJRET / Grafik

- Vinden kan generelt være stødende, og derfor kan det være svært at beregne banerne for raketterne. Heldigvis er der ikke frost i jorden, så vores råd er, at man får fastgjort ens ramper, så de ikke vælter.

De seneste prognoser har skruet lidt op for vinden fra nytårsnat til på onsdag. Det betyder, at der kan komme stormflod i Lillebælt, men også betydelige oversvømmelser ved Storebælt og ved nordvendte fjorde.

Børnefamilier skal tage forholdsregler

Ifølge analysen fra Dansk Erhverv giver de 415 millioner kroner et forbrug per husstand på cirka 155 kroner, hvilket er en stigning på cirka seks procent fra 2016, hvor det totale tal var 390 millioner.

Analysen viser, at nordjyderne bruger 185 kroner på fyrværkeri. Herefter kommer midtjyderne med 165 kroner, mens Hovedstaden og Syddanmark bruger 160 kroner. Mindst bruger sjællænderne uden for København, hvis forbrug i gennemsnit ligger på 100 kroner.

Børnefamilier skal være ekstra opmærksomme.

Mette Cramon, kommunikationschef, Sikkerhedsstyrelsen

Det er især børnefamilier, der køber fyrværkeri. Således viser analysen, at det gennemsnitlige forbrug for familier med børn i alderen 3-6 år, 7-12 år og 13-18 år alle ligger på mere end 350 kroner.

Derfor er de da også i en særlig risikogruppe i aften:

Læs også Michel sørger for nytårsmenuen: Forærer 200 østers væk

- Børnefamilier skal være ekstra opmærksomme. Det skal de i forvejen, men i stormvejr er de særligt udsatte. Det siger sig selv.

- Rådet vil være, at man kraftigt overvejer, om det er risikoen værd at tage børnene med ud. Man kan jo også se flot fyrværkeri gennem vinduet. Men forældrene kender deres børn bedst, så det er deres vurdering, siger Mette Cramon.

Peder Gejl Hansen var kun lige kommet ind i 2016, da hans liv ændrede sig for altid. Han fik en raket i øjet, fordi han ikke have sikkerhedsbriller på. Få hans historie ved at klikke på linket under billedet.

Læs også Peder mistede synet i fyrværkeriulykke: Nu advarer han andre

S kræver strammere regler

Spørger man i Dansk Erhverv skal årsagen, til at der måske ryger en ekstra raket i posen, findes i, at det går godt i Danmark. Beskæftigelsen stiger, og der er vækst i økonomien.

Dansk Erhverv understreger, at analysen er et estimat, der bygger på danskernes forventninger via en befokningsundersøgelse, hvorfor det er en statistisk usikkerhed og salget dermed kan blive både højere og lavere.

Fyrværkeri er imidlertid ikke legetøj. I starten af december blev en 17-årig dreng alvorligt kvæstet, og han skriver sig dermed direkte ind i de 200-300 personer, der, ifølge Sikkerhedsstyrelsen, hvert år kommer til skade.

Det fik Socialdemokratiet til tidligere på ugen at kræve strammere regler på området.

I en rundspørge lavet af Megafon for TV 2 og Politiken svarer kun 23 procent af danskerne imidlertid, at de er for et forbud mod fyrværkeri, mens 72 procent er imod. Omvendt er 66 procent enige i, at man bør overveje at indføre forbudszoner for fyrværkeri på områder med mange mennesker, som man eksempelvis har gjort det i Norge.

I Danmark er det kun lovligt at købe fyrværkeri fra 15-31 december, mens man kun må fyre af fra 27. december til 1. januar.

De fem fyrværkeriråd

Brug altid beskyttelsesbriller

Dette råd er det allervigtigste! Brugen af sikkerhedsbriller sænker markant risikoen for alvorlige ulykker. Kun fem procent af de alvorlige ulykker i 2017/2018 skete for personer, der bar sikkerhedsbriller. Lige meget om du selv fyrer af eller bare er tilskuer, er det vigtigt at huske beskyttelsesbriller.

Hvert nytår kommer mellem 200 og 300 personer på skadestuen på grund af fyrværkeri eller dele af fyrværkeri. Cirka en fjerdedel af skaderne rammer tilskuere.
En god skik er at have ekstra sikkerhedsbriller i skabet til låns til venner og bekendte, I fejrer nytåret med.

 

Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri

Ulovligt eller hjemmelavet fyrværkeri kan eksplodere op i hovedet på dig. Derfor skal du kun anvende godkendt fyrværkeri. Hvis fyrværkeri er godkendt, har det et CE-mærke. Hvis det ikke har et CE-mærke, er fyrværkeriet ulovligt, og du må ikke anvende det.

Derudover skal der være en brugsvejledning på dansk, som angiver sikkerhedsafstanden til fyrværkeriet. Du må ikke tage fyrværkeri, du har købt i udlandet, med hjem til Danmark eller bestille det fra en udenlandsk webbutik. Det gælder også, hvis det er CE-mærket fyrværkeri.

 

Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden

Omkring 30 procent af fyrværkeriskaderne er håndskader. Fingre eller hele hånden kan blive sprængt sammen med skytset. Du skal behandle fyrværkeriet, som brugsanvisningen anbefaler – sæt raketten i en holder, sørg for, at batteriet står godt fast og lad solene ligge, mens du tænder fyrværkeriet. Hvis du holder tændt fyrværkeri i hånden, kan det nemt blive det sidste, du bruger hånden til.

Opbevar dit fyrværkeri i en pose, aldrig i lommerne, så du risikerer at komme til skade, hvis det bliver antændt ved et uheld.

 

Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet

Det er vigtigt, at du ikke læner dig ind over fyrværkeriet, når du tænder det. Sørg for at have en tændpind, der ikke går ud, hvis det blæser, og hold sikkerhedsafstanden, når fyrværkeriet er antændt. På alt godkendt fyrværkeri kan du læse, hvilken sikkerhedsafstand du skal holde til fyrværkeriet.

 

Gå aldrig tilbage til en fuser

Du kan ikke stole på en fuser! Den har én gang bevist, at der er noget galt, og så skal du være på vagt. Den kan gå af, når du mindst venter det. Lad den ligge i første omgang. Senere skal du sørge for, at den bliver fjernet, så der ikke er en anden, der kommer til skade. Brug evt. en skovl og en spand.