Aarhus-studerende bag genial opfindelse: Slut med at brænde sig på kaffen

Syv studerende på ingeniørstudiet i Aarhus har opfundet et låg, der gør, at man undgår at brænde sig på to-go-kaffen

Her er de ingeniør-studerendes bud på et kaffelåg. Foto: Adam Flytkjær

Brænder du ofte tungen, når du drikker kaffe to-go?

Det gjorde syv studerende på 1. semester af ingeniørstudiet på Aarhus Universitet.

Derfor besluttede de sig for at gøre noget ved det, da de fik til opgave at løse et hverdagsproblem.

Opgaven gav ideen til et nyt design af det låg, man kender fra de kaffekopper, man tager med på farten.

Læs også Silkeborg vil undgå skolebrande med smart opfindelse

- Vi kom frem til, at det havde noget med lågets udformning at gøre. At man brænder tungen, når man drikker to-go-kaffe, siger Adam Flytkjær, der er en af de syv opfindere, til TV 2.

Han fortæller, at gruppen fokuserede på at sørge for, at man kan slubre kaffen i sig med deres låg. Dermed undgår kaffedrikkere, at væsken rammer tungen direkte, som man kender det fra et sugerør, forklarer han.

 - Der er et nedløb i vores låg, så der ligger en lille pøl af kaffe, som man kan slubre af, siger Adam Flytkjær.

En af gruppemedlemmerne havde adgang til en 3D-printer via sit arbejde, og da gruppen var kommet frem til det rette design, printede de prototypen på deres kaffelåg ud. 

Låget til højre er syv studerendes bud på et låg, som skal sætte en stopper for brændte tunger.  Foto: Adam Flytkjær

Adam Flytkjær fortæller, at gruppen nu er i gang med at undersøge mulighederne for at få deres opfindelse i produktion.

- Vi har snakket lidt rundt omkring og har oplevet interesse for låget. Hvis der er stor nok interesse, kunne vi godt tænkte os at sætte den i produktion, siger han.

Adam Flytkjær fandt på idéen sammen med Marthin Pedersen, Frederik Storm, Pauline Louise Rothe Vestergaard, Jacob Rahbæk, Jesper Ellegaard og Emil Mikkelsen fra sit studie.