'Årgang 0'-stjerner er blevet studenter

Hverdagen har været fyldt med eksamensnervøsitet de seneste uger. Men nu har aarhusianske Christian Elhauge og de øvrige fået studenterhuen på.

Rachel Ellebye, Stephanie van der Watt og Christian Elhauge har nu fået huer på. Foto: Privatfotos

Vi har fulgt dem gennem alle livets store begivenheder. Været med til deres fødsler, deres skolestart, konfirmationerne og nu også studentereksamen.

Stephanie, Rachel og aarhusianske Christian fra dokumentar-serien 'Årgang 0' er nemlig alle blevet studenter og tager dermed hul på et nyt kapitel i deres liv.

Det er mega befriende at være færdig. Man har gået og været nervøs for det så længe og tænkt over det, så det er lækkert at være her nu.

Christian Elhauge, student, Aarhus

Her kan du læse, hvordan det gik dem hver især, hvem der gav dem huen på, og hvad der nu venter de unge mennesker.

Christian: Den sidste af vennerne, der blev færdig

Christian Elhauge blev student fra Marselisborg Gymnasium onsdag. Faktisk på selvsamme dag, som han fylder 19 år.

Læs også 'Årgang 0'-Christian fylder 18 år, men bliver hjemme

Han var oppe i faget AT, der er en forkortelse for almen studieforberedelse. Og aarhusianeren med kælenavnet 'Chriller' var ekstra nervøs, fordi familien stod uden for og ventede. Men det var der ingen grund til. Han fik nemlig et 7-tal.

- Det er jeg egentlig okay tilfreds med. Hvis jeg havde fået 4, havde jeg også været tilfreds, men havde jeg fået 02, var jeg blevet skuffet, siger han til TV 2.

Christian sammen med sin far, da studenterhuen var i hus. Foto: Privatfoto

Christian blev mødt af klapsalver, da han kom ud fra eksamenslokalet, hvor hans mor stod klar til at give ham huen på.

Herefter blev han fejret med en frokost ved Marselisborg Lystbådehavn og hygget om af familien hjemme i huset i Højbjerg.

Læs også 'Årgang 0'-instruktør ser tilbage: Fem minder, der gjorde særligt indtryk

Senere fortsatte fejringen hos en kammerat, og torsdag står den på vogntur med klassekammeraterne.

- Det er mega befriende at være færdig. Man har gået og været nervøs for det så længe og tænkt over det, så det er lækkert at være her nu, siger Christian, der er en af de sidste i vennegruppen, som får huen på.

Christian blev fejret på Marselisborg Lystbådehavn. Her skåler han med sin storebror Oscar, sin mor Tina, morfar og sin far Mogens. Foto: Privatfoto

Han har derfor også allerede været til et par studenterfester. Og det er også det, den næste tid skal bruges på.

Derudover skal han nyde sommerferien og planlægger at finde sig et job i Aarhus i sit sabbatår, mens han finder ud af, hvad han gerne vil læse.

- Det skal jeg bruge tiden på at finde ud af, siger Christian Elhauge.

De fleste af Christians venner har allerede fået huen på. Onsdag blev det hans tur. Foto: Privatfoto

Stephanie: Fik sin lærer til at græde

Stephanie van der Watt sluttede tirsdag sin HF-uddannelse af med et 12-tal i mundtlig dansk.

Hun trak emnet 'dokumentarserie', hvilket må siges at være noget, hun kender til efter at være blevet fulgt af et tv-hold hele sit liv.

- Jeg har den indstilling, at jeg er bedre mundtligt end skriftligt, så jeg tænkte, at det ikke kunne gå helt galt derinde, lyder det fra 19-årige Stephanie.

Her står Stephanie sammen med sin mormor og sin farmor. Det var dem, der gav hende studenterhuen på. Foto: Privatfoto

Da hun kom ud fra eksamenslokalet, gik der da også kun et minuts tid, før hendes lærer og censor var færdige med at votere og kaldte hende ind igen. Begge smilede, hvorefter læreren sagde, at de ikke havde været i tvivl om, at hun skulle have 12.

- Jeg begyndte at hyle, og så begyndte min lærer også at hyle, siger Stephanie.

Ude på gangen var der i mellemtiden blevet lagt en lille rød løber ud foran døren, og Stephanies familie stod spændte med flag og studenterhuen. Det var hendes mormor og farmor, der i fællesskab gav hende huen på. Og herefter blev hun fejret af dem alle sammen.

Stephanie og hendes mor. Foto: Privatfoto

Dagen efter stod Stephanie op klokken syv, som hun har gjort de sidste mange uger – enten for at forberede sig til en eksamen eller tage til en eksamen. Men først her gik det op for hende, at hun faktisk ikke behøvede at stå så tidligt op mere.

- Det er virkelig dejligt at være færdig, men jeg kan også godt mærke, at jeg allerede føler mig lidt rastløs over ikke at skulle noget, siger Stephanie.

Hun var dog blevet "advaret" om rastløsheden af sin kæreste, Jeff, der blev student i sidste uge.

Læs også 'Årgang 0'-bror flytter hjem igen: Drømmen om kæreste og lejlighed brast

Det næste stykke tid står på en velfortjent sommerferie, og så har Stephanie fået et job i den hjemmepleje, der ligger tæt på, hvor hun og kæresten bor.

Drømmen er i øjeblikket at læse videre til lærer eller sygeplejerske. Derfor har Stephanie søgt job som lærervikar på to skoler i Slagelse, for at teste om det er noget for hende.

Rachel: Havde mor med på scenen

Selvom Rachel Ellebye fik studenterhuen på allerede i maj måned, har hun stadig ikke fået endeligt bevis på, at hun har bestået alle sine eksaminer og dermed kan kalde sig student.

Årsagen er, at hun har taget den internationale linje på Birkerød Gymnasium, hvor eleverne primært er blevet eksamineret skriftligt. Derfor får hun først sit eksamensbevis og karaktererne 6. juli.

Rachel har afsluttet den internationale linje på Birkerød Gymnasium og har derfor huen med et bånd fuld af verdens flag. Foto: Privatfoto

Fejret er hun dog blevet. Det skete, da Rachel havde sat det sidste punktum til sin skriftlige eksamen i engelsk 17. maj.

Uden for lokalet ventede hendes familie, og sammen gik de ned til skolens fællessal, hvor der blev holdt en ceremoni for de omkring 15 elever, der fik huen på den dag.

Læs også Student trods modgang - opfordrer nu andre til at åbne op

En efter en blev de kaldt op på scenen, hvor koordinatoren stod klar med hue og kram.

- Min mor var med på scenen og gav mig huen på, siger Rachel og fortsætter:

- Det er rigtig dejligt at være færdig. Det føles, som at nu er man endelig færdig med barndommen – nu begynder voksenlivet.

Rachel sammen med sin mor. Foto: Privatfoto

Indtil videre har Rachel planlagt at holde et sabbatår i Oslo, hvor hun skal bo sammen med sin norske kæreste Eirik. Derfor er hun lige nu i fuld gang med at søge forskellige jobs, hvor det er okay, at hun starter med at tale dansk.

Planen er at blive endnu bedre til norsk i løbet af det næste år.

- Jeg kan sagtens forstå norsk, og jeg er også begyndt at kunne tale mere norsk.

Læs også 30-årig student vil ikke have en hue

Efter sabbatåret vil Rachel gerne læse geografi på universitetet. Det er en geografilærer fra gymnasiet, der har inspireret hende til det valg.

- Jeg har også altid elsket geografi, siger hun.

Rachel sammen med kæresten Eirik Øyås, som hun har dannet par med siden maj sidste år. Foto: Privatfoto