30-årige Christine troede, hun skulle have børn med en kæreste – lægernes besked ændrede alt
Aarhusianske Christine Bylod Jessen var single, da hun gik i tidlig overgangsalder. Så startede kampen for at blive mor, inden det var for sent.
Der var blod på toiletpapiret.
Ikke meget, men nok. Hun havde prøvet det før, og hun vidste, hvad det betød.
Hun var single, sad alene i sin etværelses lejlighed i Aarhus, og hun havde brug for at rase ud. Rase ud eller græde.
Læs også
Nu var den kunstige befrugtning gået galt for anden gang. Og tiden var ved at løbe fra hende.
Det var denne morgen, Christine Bylod Jessen begyndte at miste troen på, at det nogensinde ville lykkes hende at blive mor.
På vej i overgangsalderen
Da Christine voksede op i en lille soveby uden for Padborg i Sønderjylland, havde hun håndbold på hjernen og drømte om at rejse ud i verden.
Hun var aldrig en af de piger, der skrev lister med barnenavne. At skulle være mor var slet ikke i hendes drømme. Det var noget, der utvivlsomt lå og ventede derude i voksenlivet. På den anden side af udlandsophold og uddannelse.
Det bekymrede derfor ikke Christine, da hun i 2014 fandt ud af, at hendes menstruation opførte sig underligt.
Uroen dukkede først op tre år senere, da Christines læge studsede over hendes hormontal.
De så ikke ud, som de skulle.
En blodprøve senere stod det klart, at Christine ikke havde så mange æg, som man kunne forvente af en kvinde i hendes alder.
Christine var som kun 30-årig på vej i overgangsalderen. Det tidspunkt i en kvindes liv, hvor æggene slipper op, og menstruationen ophører.
Læs også
Det var her hos lægen, at Christine første gang blev spurgt, om hun havde gjort sig tanker om at få børn. Det havde hun ikke, og når lægen talte om tidlig overgangsalder, gav det ikke helt mening for hende.
- Det gik ikke rigtig op for mig, hvad det betød for mine chancer for at få børn. Jeg stressede ikke over det.
Det blev der dog vendt op og ned på to måneder senere.
TIDLIG OVERGANGSALDER
Danske kvinder går typisk i overgangsalderen, når de er mellem 45 og 50 år.
For to til fire procent af kvinderne kommer overgangsalderen tidligt, altså før 40-årsalderen.
Visse sygdomsbehandlinger som eksempelvis kemoterapi eller strålebehandling kan gøre, at en kvinde går tidligt i overgangsalderen.
Men cirka en til to procent af danske kvinder går tidligt i overgangsalderen på grund af kromosomlidelser eller autoimmune sygdomme. Ved halvdelen af de tilfælde ved lægerne ikke, hvad årsagen er.
Kilde: Netdoktor.dk, overlæge på Rigshospitalet Anette Tønnes Pedersen
Et halvt år tilbage
I starten af december mødte Christine op på Horsens Fertilitetsklinik. Hun var blevet henvist af sin læge.
Christine vidste, at der var noget med hendes ægproduktion, men børneplanerne var stadig langt væk. Hvis det stod rigtig galt til, kunne hun jo bare få frosset sine æg ned og få børn senere i livet.
Hun blev kaldt ind til en samtale med en læge. Allerede få minutter inde i samtalen fik Christine af vide, at nedfrysning af æg var udelukket. Det ville tage for lang tid.
Hvis hun skulle være mor, skulle det være snart.
- Hvor lang tid har jeg, spurgte Christine.
Læs også
Lægen anbefalede Christine at gå i gang med at blive gravid inden for et halvt år. Hvis hun ventede længere, ville der måske være for få æg tilbage.
- Det var som at få en bombe i hovedet. På en time gik det fra, at jeg ikke skulle have børn endnu, til at jeg kun havde et halvt år til at blive gravid.
Mor uden far
Efter beskeden på fertilitetsklinikken tog Christine til Sønderjylland og besøgte sine forældre.
Hun gik rundt i nabolaget, hvor hun var vokset op. Villaveje, hvor hun kendte navnene på de fleste postkasser, og hvorfra mange af hendes veninder kom.
Det var dette trygge miljø, hun havde elsket som barn, og som var blevet for snævert, da hun blev en ung kvinde med udlængsel.
Selvom hun dengang var mere optaget af at få en masse oplevelser under bæltet end at stifte familie, havde hun altid vidst én ting. Når hun skulle være mor, skulle der også være en far.
Nu var den forestilling slået i stykker.
Christine vidste, at hun ikke kunne nå at finde en kæreste, som hun kunne få børn med, inden for det halve år, lægerne havde sagt, hun havde tilbage, før æggene slap op.
Hun havde brug for at tale med sine forældre. Havde brug for råd. For var hun klar til at få et barn alene?
Hun bad sin mor og far om at sætte sig ved køkkenbordet i barndomshjemmet.
Christine forklarede dem, hvordan landet lå og spurgte dem:
Læs også
- Hvad tænker I? Synes I, jeg skal gøre det?
Hendes far rejste sig. Som om han skulle til at gå. Christine bad ham om at sætte sig.
- Vi støtter dig selvfølgelig, sagde Christines mor.
Christine bad dem om ikke at spørge for meget ind til hele processen, hvis hun skulle beslutte sig for at gå igennem et forløb med kunstig befrugtning.
Efter snakken satte hendes far sig ud i bilen og kørte. Det gjorde han af og til. For at vaske bilen. Eller tanke den. Da han kom hjem, havde han en buket blomster med til Christine.
- I vores familie snakker man ikke om følelser. Så det var hans måde at sige: ”Det er jeg sgu ked af”.
Den største beslutning
I Aarhus fortalte hun nogle få veninder om sin situation. Det var en stor beslutning, Christine stod overfor.
- Det er ikke bare sådan lige at sige, "nu gør jeg det”. For siger du ja, siger du ja for livet.
Og hun stod med den selv. Der var ingen kæreste at tale med det om. Og det ville der heller ikke komme.
Læs også
Det hjalp at tale med veninderne. De støttede hende, men Christine følte stadig, at ingen helt kunne sætte sig ind i de overvejelser, hun stod med.
- Generelt er der ikke nogen, jeg kender, der har vidst, hvordan de skulle håndtere det. For det er for uhåndgribeligt.
Men en dag talte hun i telefon med sin kusine. De talte længe. Christine fortalte hende, at hun ikke var sikker på, at hun kunne klare at være mor selv.
Kusinen satte det hele i perspektiv for Christine. Hun sagde, at det ikke nødvendigvis var lyserødt, fordi man er to, og at hun ikke skulle tænke, at hun ikke kunne gøre det alene.
Kusinens ord var med til at overbevise Christine om, at hun kunne klare det.
- Jeg begyndte at hælde til, at jeg skulle i gang med kunstig befrugtning. Jeg tænkte, at hvis jeg ventede for længe, og det var for sent, ville jeg fortryde det altid.
Donorvalg på jysk
Kun 14 dage efter Christine havde fået beskeden om, at hendes æg var ved at slippe op, var hun tilbage på fertilitetsklinikken. Hun skulle bestemme sig for, hvilken form for donor hun ønskede.
Christine besluttede, at hendes donor skulle være anonym. Og hun ville ikke vide en masse om manden i den anden ende. Det føltes bare ikke rigtigt at læse en masse om en person, hun aldrig skulle møde.
Hun angav ønsker om højde, øjenfarve og etnicitet. Christine havde intet begreb om, hvilke proportioner hun skulle gå efter. Så hun endte med at google to af hendes håndboldidoler, Lars Christiansen og Mikkel Hansen, og finde en mellemting mellem de to.
Håbet vokser
I februar 2018 mødte Christine op til inseminationen. Hun blev ledt ind i et lokale med en briks og en skærm, hvor hun kunne tage bukserne af.
Det hele gik meget hurtigt. Op på briksen, benene op, et lille sprøjt sæd. Bukser på igen.
- Det var lidt samlebåndsagtigt. Der var ikke noget romantisk over det.
Christine fik at vide, at hun skulle tage en graviditetstest efter to uger.
HVAD ER KUNSTIG BEFRUGTNING?
Kunstig befrugtning tilbydes kvinder, der ønsker barn uden en mandlig partner, og par med fertilitetsproblemer som dårlig sædkvalitet eller lav æggereserve.
Der er overordnet to former for kunstig befrugtning:
- Insemination af sæd
- Reagensglasbefrugtning
Insemination er den mest udbredte metode, hvor sæd fra en partner eller en donor indføres i kvindens livmoder.
Ved reagensglasbehandling foregår befrugtningen i et laboratorium. Kvindens æg tages ud og befrugtes med mandens sæd, hvorefter det befrugtede æg genindsættes i livmoderen.
Livet fortsatte, som om intet var hændt. Christine gik på arbejde og mødtes med veninderne, som hun plejede. Og inde i hende voksede håbet om, at hun var gravid.
Efter otte dage begyndte hun at bløde.
Det ramte hende, men hun var ikke slået ud.
- Håbet blev lidt mindre. Men jeg tænkte, jeg ville give den et skud mere.
Håbet braser
Christine blev insemineret igen i marts 2018. Det gik som første gang. Hun begyndte at bløde efter lidt over en uge.
- Typisk. Selvfølgelig skulle det ske for mig, tænkte hun, da hun sad på toilettet med det blodplettede papir i hånden.
Da hun fik at vide, at hun ikke kunne blive insemineret igen før til juni, mistede hun troen på det hele. Det var nu tre måneder siden, lægerne havde sagt, at hun havde indtil sommer, hvis hun skulle blive gravid.
- Jeg tænkte, at nu ville det i hvert fald ikke komme til at ske.
Læs også
Christine begyndte at trække sig ind i sin egen bobbel. Hun gik på arbejde og gik så hjem og lå på sofaen. Dag efter dag.
- Jeg havde ikke overskud til at være glad. Og jeg ville ikke mødes med folk og være sur eller ked af det.
Babyer overalt
Hun brød sammen næsten hver dag. Hormonerne, hun tog, spillede kispus med hendes humør, og hun tog på.
Christine havde det dårligt med sig selv, og det var, som om hun konstant blev mindet om, at hun ikke kunne blive gravid. Det føltes, som om der var babyer overalt.
Når hun gik på gaden, lagde hun pludselig mærke til alle reklamerne for fertilitetsbehandling. På busser og bygninger.
Og veninderne talte om børn. Dem de havde fået, og dem der var på vej. I Christines indbakke lå invitationer til to babyshowers i efteråret. Og Christine havde ikke fortalt alle, at hun forsøgte at blive gravid.
- Jeg tror også, det var derfor, jeg trak mig. Jeg skulle virke, som om det hele spillede.
Knækket selvværd
I maj tog Christine sig sammen til at besøge nogle veninder i København. Hun var egentlig slet ikke i humør til at tage af sted, men de havde billetter til teatret, hvor de skulle se musical-komedien 'Book of Mormons'.
- Jeg havde det dårligt, men prøvede ikke at ødelægge det for de andre. Jeg kylede en facade på.
Før forestillingen tog de i Magasin for at shoppe. Med det samme de trådte ind i det summende shoppingcenter, fik Christine åndenød. Hun blev angst over de mange mennesker.
Hun fandt et ledigt prøverum. Der i spejlet så hun sig selv. Den overvægtige Christine, der aldrig ville finde noget tøj, hun kunne passe. Den Christine, der aldrig ville blive gravid.
Hun prøvede at få samling på sig selv. Men hun kunne ikke styre det. Det hele ramlede.
Læs også
Hun fik sagt til veninderne, at hun måtte ud. De forlod Magasin og gik hjem til den ene veninde.
Samme aften drak de vin. De tog i teatret. Publikum grinede og klappede. Men Christine havde aldrig været længere nede.
Tre forsøg, tre blødninger
En dag i juni troppede Christine op til insemination for tredje gang. Det halve år, lægerne havde givet hende, var nu tæt på at være gået.
Denne gang var alt anderledes.
Sygeplejersken var snakkesalig. Det var ikke bare ind og ud på fem minutter.
For første gang var det en god oplevelse. Men det ændrede ikke på, at Christine for længst havde mistet troen på, at det vil lykkes hende at blive gravid.
- Der var nok et lillebitte håb derinde et sted, men jeg tænkte, at det ikke ville lykkes.
Efter blot halvanden uge gik det, som det var gået to gange før. Christine begyndte at bløde.
Hun var i forvejen så langt nede, at det ikke engang kom som et chok.
Hun skrev til sin søster, at det igen var mislykket, og tog på weekendbesøg hos sine forældre i Padborg.
De gjorde, som de plejede. De gik ture i nabolaget. Far og nevøerne så fodbold. Hele weekenden valsede Christine og forældrene rundt om elefanten i rummet.
Men Christine syntes, at noget var anderledes. Hun blødte ikke så meget, som hun havde gjort de andre gange.
På vej hjem fra sine forældre købte hun en graviditetstest. Hvis hun stadig kun blødte lidt om mandagen, ville hun tage testen.
- Er jeg faktisk gravid?
Morgenen efter stod Christine på badeværelset med telefonen i hånden. På kanten af vasken lå graviditetstesten. Med fronten vendt nedad, så hun ikke kunne se svaret.
Hun tastede sin bedste veninde Kristinas nummer ind på telefonen. Christine var helt alene i lejligheden og ville have nogen i røret, når hun vendte testen.
Telefonen ringede. Intet svar.
Læs også
Christine lod testen ligge på vasken. Hun gjorde sig klar til at tage på arbejde.
Hun prøvede at ringe til veninden igen. Stadig intet svar. Christine kunne ikke vente længere.
Hun gik ud på toilettet igen og vendte testen. To streger.
- Jeg tænkte: ”Shit. Er jeg faktisk gravid?”
Stregerne var lidt utydelige. Måske var det en fejl?
Hun tog et billede af de to streger, sendte det til sin veninde og tog på arbejde.
Hele formiddagen gik Christine og passede børnene i vuggestuen. Imens, inde i hendes hoved, drønede tankerne derudad. Måske var det faktisk lykkedes.
Læs også
Ved middagstid tikkede en besked ind. Den var fra Kristina.
Veninden var ellevild. Hun var 100 procent sikker på, at Christine var gravid.
Og hun havde ret.
Duften af Lærke
4. marts 2019, et år og tre måneder efter Christine havde fået et halvt år til at blive gravid, fødte hun en sund og rask pige.
Det var en hurtig fødsel. Lidt over en time.
Christine husker kun glimt. Masken med lattergas. Venindens hånd klemt blå mellem sine fingre. Duften af Lærke, da hun fik det lille menneske op på sit bryst.
- Det var en kæmpe lykkefølelse. Og så kom den der tanke: ”Fuck, jeg gør det her selv”. Men hun er der, og hun er fantastisk.
Nu er Christine alenemor. Hun gør det hele selv. Hun står op om natten og ammer. Hun blander modermælkserstatning i køkkenet i sin nye lejlighed i Viby i Aarhus.
Når hun tænker tilbage på, at hun for bare halvandet år siden ikke havde skænket moderskabet en tanke, er det næsten uvirkeligt.
- Det har været pisse hårdt. Det er det også nu, men på en helt anden måde. For nu skal jeg finde ud af, hvordan jeg skal være mor.