273,7 timer - solen slog rekord i april
Vi havde kun tre dage med vestenvind, og det er en stor del af forklaringen.
Foråret trådte for alvor i karakter, da vi kom ind i april. Sol og tørvejr har i høj grad karakteriseret månedens vejr, og især påskedagene var særligt solrige.
Samlet set har solen aldrig skinnet så meget i april som i den netop forgangne måned.
Vi kan især takke en mere eller mindre konstant østenvind for, at der kun har været ganske få dage med mange skyer på himlen, og samlet set har solen skinnet i 273,7 timer.
Påskeøsten var så tør, at vi kun havde få skyer
Kigger man på den gennemsnitlige vindretning for hele april, har der kun været tre dage, hvor vinden har været i det vestlige hjørne. Ellers har det konsekvent blæst fra øst, nordøst eller sydøst.
Et højtryk har ligget mere eller mindre konstant over Skandinavien, mens der har været lavtryk over Middelhavet.
Læs også
Mellem de to tryksystemer har vinden blæst fra øst mod vest hen over Danmark, og det fænomen kalder man ofte for påskeøsten. Sådan er vejret nemlig ofte midt i foråret, hvor påsken befinder sig.
Til at begynde med var det en ret kølig østenvind, men den blev sidenhen varmet op, og så har vinden generelt været så tør, at solen i snit har skinnet i 9,1 timer hver dag. Den mest solrige dag var den 22. april, 2. påskedag, med 13,6 timer på landsplan.
I Danmark begyndte man at opgøre solskinstimer i 1920, og det hidtil mest solrige år var 1947 med 1878 timer, mens man sidste år slog rekorden for den mest solrige måned med 363 timer i maj.