21,5 grader på årets hidtil varmeste dag
Torsdag blev den foreløbigt varmeste dag i 2019 - men fredag bliver det endnu varmere.
Selvom kalenderen stadigvæk kun viser april, så er der formentlig mange danskere, der alligevel har følt, at torsdag har været mere sommer end forår.
Læs også
Efter at en svag front med byger passerede Danmark fra syd i morgen- og formiddagstimerne, så er varm luft strømmet op over Danmark fra syd og sydøst.
Det fik temperaturerne til at stige hastigt, og da eftermiddagsvarmen kulminerede, havde hele 11 vejrstationer i Danmark registreret temperaturer på over 20 graders varme.
Den højeste temperatur er målt i Store Jyndevad, tæt ved den dansk-tyske grænse, hvor termometret har vist 21,5 graders sommervarme.
Det har været varmest i den sydlige del af Jylland, da sydøstenvinden har bragt varm luft fra det nordlige Tyskland med sig uden først at blive afkølet over hav.
Varmeste dag i over et halvt år
Med torsdagens sommertemperaturer overgik vi de 21,1 grader, der blev målt i Midtjylland 21. april - og dermed er torsdag den hidtil varmeste dag i 2019.
Derudover skal vi over seks måneder tilbage for senest at finde en dag med højere temperaturer i Danmark.
I forbindelse med rekord-løvfaldssommeren i oktober i fjor blev der 15. oktober målt 21,7 graders varme i Årslev på Fyn - hvilket altså lige er en smule varmere, end hvad der blev målt torsdag eftermiddag.
Endnu varmere fredag
Den sommerlige april-varme har dog slet ikke toppet endnu. Endnu varmere luft strømmer op over den østlige del af Danmark fredag, og det sender temperaturerne endnu et nøk opad.
Læs også
Fredag eftermiddag kan temperaturerne flere steder på Sjælland og måske også på Bornholm nå 23-24 graders varme. Lokalt kan det endda ikke udelukkes at temperaturen stiger til over 25 graders varme, og så kan fredag blive årets første sommerdag.