18-årig fik 30 dages betinget fængsel i sag om deling af sexvideo

Sagen i Aarhus var den femte af en række sager, hvor mere end 1000 unge er blevet sigtet for at have delt en video med børnepornografisk indhold

Foto: Colourbox - genrefoto

I samarbejde med tv2.dk

30 dages betinget fængsel og en tortgodtgørelse på 10.000 kroner til pigen på videoen og en tortgodtgørelse på 5000 kroner til drengen på videoen.

Læs også Anklager anker domme i enorm sexvideosag

Sådan lød dommen ved retten i Aarhus, da en 18-årig mand tirsdag som den femte fik sin dom i en omfattende sag, hvor mere end 1000 unge er blevet sigtet for distribution af børneporno ved at dele en video med børnepornografisk indhold via beskedtjenesten Facebook Messenger.

02:08

VIDEO: Efter sag om unges deling af sexvideo med mindreårige, har østjyske kommuner øget indsatsen mod digitale sexkrænkelser.

Luk video

- Jeg er tilfreds med, at også denne dom slår fast, at der var tale om distribuering af børneporno, da videoen blev delt, siger anklager Rosa Pape, Østjyllands Politi, ifølge en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.

De fire første domme har ligget på mellem 10 og 40 dages betinget fængsel, og det var altså også i det område, retten i Aarhus bestemte, at dommen til den 18-årige skulle være.

Læs også Ofre kræver godtgørelse i sag om deling af sexvideoer

De to første domme i prøvesagerne blev afsagt ved retten i Randers og ved retten i Lyngby den 5. februar.

Østjyllands Politi oplyser, at anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi fører endnu tre prøvesager, og de er berammet ved Retten i Aarhus i februar og marts.

20-årig idømt 30 dages betinget fængsel

Ved den første prøvesag i Østjylland, der fandt sted i Retten i Randers tidligere på måneden blev en 20-årig mand fra Syddjurs Kommune idømt 30 dages betinget fængsel som straf.

Læs også 20-årig tiltalt for at dele sexvideo: Troede det var amatørporno

Den 20-årige er dømt for at være i besiddelse af og have delt en børnepornografisk video via Facebook Messenger. Han blev frikendt for blufærdighedskrænkelse i forbindelse med deling af materialet.

Den 20-årige erkendte at have delt og besiddet videoer, men ikke med fortsæt. 

Statsadvokaterne i henholdsvis København og Viborg har i sidste uge besluttet, at de fire første sager om deling af sexvideoer med børnepornografisk materiale skal prøves ved landsretterne.