12,1 grader: Vi har årets hidtil varmeste dag
Forårsvarmen er tilbage. Årets hidtil højeste temperatur blev tirsdag målt ved Aarhus Lufthavn på Djursland
Efter en grå, diset og kølig morgen er solen nu brudt igennem flere steder, og det betyder, at temperaturen er steget til årets hidtil højeste niveau.
Mellem klokken 14 og 15 målte man 12,1 grader ved Aarhus Lufthavn i Tirstrup. Dermed overgik termometret den hidtidige rekord fra i lørdags, hvor der blev målt 11,5 grader i Karup i Midtjylland.
Læs også
Det er ikke nogen tilfældighed, at det netop er Tirstrup, som er varmest, for i de sidste par dage har prognoserne peget på netop det område.
Luften, der strømmer ind over Danmark fra vest og sydvest, er i forvejen lun, og ved solens hjælp har den nået forårsniveauer på over 10 grader først på eftermiddagen.
En uofficiel men ofte brugt definition er, at det er forår, når temperaturen følger klokken frem til først på eftermiddagen.
Således kan man sagtens tillade sig at kalde det en forårsdag i dele af Danmark i dag, tirsdag. Og mange vil sikkert være enige i, at vejret har føltes helt forårsagtigt i dag.
Flere flotte forårsdage
I de kommende dage er der udsigt til endnu flere flotte forårsdage.
- Onsdag bliver en strålende flot dag over Østjylland. Det bliver stort set skyfrit vejr fra morgenstunden, siger TV 2 Vejrets Andreas Nyholm i TV 2 | ØSTJYLLANDs vejrudsigt tirsdag aften.
Torsdag bliver det en endnu en tand lunere med udsigt til hele 13 dejlige varmegrader. Der er med andre ord udsigt til, at årets varmerekord fra Tirstrup bliver overgået i løbet af få dage.