To unge truede 38-årig mand med stor kniv

Natten til søndag blev en 38-årig mand truet med en stor kniv og berøvet på åben gade i Horsens

Dankortet blev spærret hurtigt, så udbyttet ved nattens gaderøveri blev begrænset til nogle få kontanter og mobiltelefonen. Foto: Bax Lindhardt - Ritzau Scanpix

I samarbejde med TV SYD

Sydøstjyllands Politi leder efter gerningsmændene til et væbnet røveri på åben gade i Horsens.

Offeret - en 38-årig mand - var på vej fra jernbanestationen i Horsens, da han på Emil Møllers Gade blev passet op af to unge maskerede mænd i 15-20 års-alderen.

- Med en stor kniv truede de den 38-årige til at udlevere sin pung og koden til sit Dankort i pungen, fortæller vagtchef Flemming Lau fra Sydøstjyllands Politi.

Læs også Manden på bænken: Pædofil fra Beder slår til igen

Derefter stak de to røvere af. Men de kom hurtigt tilbage.

- De var på vej væk, da de kom i tanke om, at det var en dårlig ide at efterlade manden med mobiltelefonen i behold. Så den forlangte de også udleveret, siger vagtchef Flemming Lau.

Gerningsmænd i hættetrøjer

Dankortet blev hurtigt spærret, så udbyttet blev begrænset til pungen med nogle få kontanter og mobiltelefonen.

De to unge mænd havde sort klæde for ansigtet. De talte dansk og begge beskrives som omkring 175 centimeter høje og almindelige af kropsbygning.

Læs også Poul viser rundt på Besættelsesmuseet: Var 13 år da tyskerne kom

Den ene var iført en grå hættetrøje, og den anden bar en sort hættetrøje.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Sydøstjyllands Politi på tlf. 114.