Søndag kan blive sjaskvåd flere steder

Søndag fortsætter det ustadige weekendvejr med nye forsyninger af regn.

Søndag byder nok engang på masser af regn. Foto: Mikkel Berg Pedersen / Ritzau Scanpix

Selvom regnen har silet ned over Danmark store dele af lørdag, så er der ikke slut med vand fra oven Fronten, som har givet op til 16,6 millimeter regn i Thyborøn i Nordvestjylland, har bevæget sig mod øst, men der er fortsat byger mange steder i landet.

Derudover dannes et lille lavtryk syd for Danmark, som i nattens løb langsomt nærmer sig den sydøstlige del af landet fra Tyskland.

Læs også I næste uge vender sommeren tilbage

Det betyder, at der fra søndag morgen hurtigt kan komme regn i den sydøstlige del af landet - nogle steder kan der falde over 20 millimeter regn.

Vejret styres i disse dage af et stort lavtryk nord for De Britiske Øer, som sender flere områder med regn ind over Danmark fra vest og sydvest. Søndag bliver næste omgang med regn. Foto: TV 2 VEJRET

Hvor kommer der mest?

Forskellige prognoser lader den kraftigste del af regnvejret passere op over de sydøstlige egne i varierende områder.

Ét bud kunne være den sydøstlige del af Sjælland og Hovedstadsområdet, men en anden prognose lader Skåne løbe med regnvejret, så der kun kommer få millimeter regn på Sjælland, ligesom bornholmerne også kan få regn.

Læs også Færge måtte droppe Ebeltoft: - Jeg kan ikke huske, det er sket før

Derudover synes det sikkert, at der i et bånd gennem Jylland igen kan komme en del regn - stedvis op til mere end 20 millimeter i Vendsyssel. I Jylland vil regnen primært falde i form af byger, som lokalt kan blive ganske kraftige - og måske med torden.

Et bud på regnmængderne søndag. Her går Sjælland fri, mens det sydlige Sverige får meget regn. Andre prognoser lader Sjælland få store mængder regn, mens Skåne går fri,. Foto: TV 2 VEJRET

Ikke nok med, at der kan komme store mængder regn, så vil det også blive ganske blæsende - vejret vil nærmest kunne føles lidt efterårsagtigt, hvis ikke det var, fordi temperaturerne trods alt kommer op på 17-18 grader.

Det ustadige augustvejr, der indtil nu har givet 57 millimeter regn siden månedens begyndelse, fortsætter ind i næste uge.

Det ser noget mere sommerligt ud, når vi nærmer os næste weekend.

00:45

VIDEO: Sådan bliver vejret i Østjylland søndag.

Luk video