Pølsevogn skal lade livet for arkitekttegnet madbod

Kommunen tilbyder i stedet pølsemanden, at han kan leje sig ind i den arkitekttegnet madbod

Her vil Horsens Kommune lave en arkitekttegnet madbod. Foto: Camilla Rytz, TV SYD

I samarbejde med TV SYD

I årtier har den lille hvide pavillon på Torvet i Horsens fristet med ristede pølser og røde hotdogs.

Men nu er det snart slut.

Om få måneder bliver pølsevognen fjernet. I stedet bliver der bygget en arkitekttegnet madbod omkring 15 meter for den eksisterende pølsevogn.

Læs også Riv Navitas ned: - Den er for stor og for kantet

Det sker som et led i den 60 millioner kroner dyre byfornyelse af Jessensgade, Søndergade og Torvet i den østjyske by.

Hvad skal jeg med en arkitekttegnet madbod? En pølsevogn er vel en pølsevogn?

Tung Nguyen, pølsemand

For pølsemanden Tung Nguyen, der købte sin pølsevogn for 14 år siden, giver det ingen mening.

- Hvad skal jeg med en arkitekttegnet madbod? En pølsevogn er vel en pølsevogn?, siger han og ryster på hovedet.

Se mere om sagen i tv-indslaget nedenfor. Indslaget er lavet af TV Syd:

05:09

Pølsemændene frygter for deres fremtid og økonomi Video: Camilla Rytz, TV SYD

Luk video

- Jeg har ingenting fået at vide

Han frygter for fremtiden, for mens han selv ejer pølsevognen, så er det kommunens grund, han har lejet sig ind på. Og da hans 14-årige lejekontrakt ophørte sidste år, blev den ikke fornyet som ventet.

Han står nu med en pølsevogn, som han ikke længere kan bruge, fordi han i stedet – hvis han vil blive i faget og på Torvet - skal leje sig ind i kommunens madbod.

- Jeg har nærmest ingenting fået at vide om den madbod - hvor stor den er, eller hvad den indeholder, siger Tung Nguyen.

- Jeg ved faktisk ikke, om jeg bliver ringere stillet, end jeg er i dag. Og jeg ved heller ikke, hvad det kommer til at koste. Kommunen har bare sagt, at det vil være en ”rimelig” husleje, hvad det så end betyder.

Herunder kan du bevæge dig rundt på Torvet i Horsens. Det er Tung Nguyens pølsebiks i midten af billedet.

Vil skabe et miljø, der tiltrækker flere mennesker 

I Teknik og Miljø i Horsens Kommune forstår direktør Jens Heslop pølsemændenes bekymring, men det handler ikke kun om pølsemændene, understreger han.

- Det handler også om at skabe et miljø, der vil trække flere mennesker til og i sidste ende give en højere omsætning til alle.

Byfornyelsen af Torvet betyder, at springvandet skal flyttes til det sted, hvor Tung Nguyens pølsevogn står i dag.

Læs også Nybyggeri i Randers forarger: Meget grønt og bombastisk

Pølsevognen fjernes. Det samme gør gyngerne – og i stedet bliver der opført en arkitekttegnet madbod, der hvor legeredskaberne er i dag.

Beslutningen om at fjerne pølsevognen fra gågaden og erstatte den med arkitektegnet madboder, rammer også gågadens anden pølsevogn. Ejeren er enig i sin kollegas synspunkter, men ønsker derudover ikke at kommentere sagen.

Kommunen: Vi vil gerne høre pølsemændenes ideer

Madboderne er stadig på tegnebrættet, og det vides endnu ikke, om de kommer til at have vand og toilet. Det er også usikkert, hvor store de bliver. Det står dog klart, at de maximalt vil blive 25 kvadratmeter.

- Vi ser det som en løbende proces, og når vi er lidt længere i forløbet, vil vi gerne høre begge pølsemænds ideer og tanker til madboderne. Vi håber på et godt samarbejde, siger Jens Heslop.

Læs også Er letbanen en øjebæ? Politiker utilfreds med Aarhus' nye udseende

Tung Nguyen har endnu ikke besluttet, om han vil leje sig ind i en af de nye madboder, men han håber, at han i så fald vil få lidt indflydelse på, hvordan den skal udformes.

- Jeg har endnu ikke kunnet få at vide, om madboden vil være udstyret med rindende vand og et toilet, som min er i dag. Jeg frygter, at kommunen kommer med en løsning, jeg reelt ikke kan bruge til noget, siger han.

I videoen herunder kan du se et interview med Tung Nguyen:

01:05

Video: Camilla Rytz, TV SYD

Luk video