Nyt kæmpe campus er på vej i Horsens
Eleverne på VIA University College i Horsens kan se frem til at flytte i nyt byggeri midt i byen
I 2021 vil den gamle slagterigrund midt i Horsens by vrimle med studerende.
Det er nemlig her VIA University Collge bygger deres 31.000 kvadratmeter store campus, som skal rumme 27 forskellige uddannelser.
Læs også
Byggeriet er angivet til at koste 529 millioner kroner og kommer til at bestå af tre forbundne bygninger i henholdsvis fire, fem og seks etager.
Dertil kommer et 16 etagers innovationshus, som VIA skal drive i samarbejde med den horsensianske udviklingsvirksomhed Insero, der blandt andet hjælper iværksættere.
Læs også
Frem til 2025 har VIA mulighed for at udvide sin nye campus med op til 8.000 kvadratmeter. Det bliver aktuelt, hvis antallet af studerende på VIAs uddannelser i Horsens stiger efter flytningen.
I dag har VIA University College 4.000 studerende i Horsens, men med det nye campus tæt på banegården håber VIA at kunne tiltrække flere studerende fra et større opland.
Læs også
Før første spadestik kan blive taget til den nye Campus Horsens, skal byggeriet godkendes af såvel Uddannelses- og Forskningsministeriet som Folketingets finansudvalg.