Ny omfartsvej i Horsens åbnet

Fredag åbnede en ny omfartsvej i Horsens Kommune. Et projekt som også nabokommunen har skudt penge i

Foto: Esben Jensen, TV SYD

I samarbejde med TV SYD

Fredag åbnede en ny omfartsvej i Horsens.

Det lyder måske ikke som det mest opsigtsvækkende i verden, men noget er alligevel lidt udover det sædvanlige.

Hedensted Kommune, der er er nabokommune til Horsens Kommune, har nemlig været med til at finansiere den nye vej. I Hedensted har de bidraget med 6 af de 60 millioner kroner, som projektet i Horsens har kostet.

Ifølge Hedensteds borgmester, Kirsten Terkilsen (V), så er der en god grund til, at kommunen har brugt penge på projektet.

Læs også E45 spærres ved Horsens fire nætter i træk

- Vi har også stor interesse i denne vej. Den har været et stort ønske for kommunen, borgerne og ikke mindst erhvervslivet, som vi har på Juelsmindehalvøen, da den gør adgangen til vores kommune lettere, siger hun til TV SYD.

Kirsten Terkilsen holdt sammen med sin borgmesterkollega fra Horsens Kommune, Peter Sørensen (S), tale ved åbningen af Ringvej Syd, der blandt sikre hurtigere adgang til E45 for borgere i begge kommuner. 

Den tre kilometer nye omfartsvej forbinder Vejlevej og Vestvejen med Bjerrevej. Foto: Horsens Kommune

For Horsens Kommune er den nye Ringvej Syd - der forbinder Vejlevej/Vestvejen med Bjerrevej - en del af en større plan. 

- Det her med at få en ringvej rundt om er første skud på stammen på en ring hele vejen rundt om Horsens, som byrådet har lagt en vejplan for. Det kommer til at betyde noget for tusindvis af borgere og virksomheder, der kan komme hurtigere og nemmere frem, siger Peter Sørensen til TV SYD.

Den tre kilometer nye omfartsvej forbinder Vejlevej og Vestvejen med Bjerrevej.