Molly overlevede 10 måneder alene – nu leder hun efter en ny familie

Hunden Molly rendte hjemmefra i marts 2018. I 10 måneder klarede hun sig alene ude i det fri. Hun er nu tilbage fra sit eventyr og leder efter et nyt hjem.

Molly klarede sig på egen hånd i det fri i 10 måneder, inden hun blev fanget. Foto: Karoline Lunddal Dam, TV SYD

De store brune øjne varmer vores hjerter i denne kolde vintertid. Men Mollys historie forbløffer også. For Molly er ikke kun en sød hund – hun er en vaskeægte overlever.

Molly er en forsigtig hund, så hvis hun føler, at hun bliver jagtet, og det kan en hund nemt føle, så er det klart, at hun flygter.

Nina Amdi, hundeadfærdsbehandler

For i foråret sidste år rendte Molly væk hjemmefra – fra et hjem hun ikke engang nåede at være i et døgn. Siden da har hun klaret sig på egen hånd, hvordan ved Molly kun selv.

- Det er jo helt fantastisk, at sådan en hund som Molly har overlevet i 10 måneder, men det viser også bare, hvor gode vores hunde er til at omstille sig, siger hundeadfærdsbehandler fra Dyreværnet Nina Amdi til TV SYD.

01:00

Hør Nina Amdi fra Dyreværnet give fem gode råd til, hvordan du gør din nye hund tryg, så den ikke render væk ligesom Molly. Video: Karoline Lunddal Dam, TV SYD

Luk video

Fundet i Horsens

Sidste fredag blev hun fanget. Den frivillige forening Hundefælden havde fået at vide, at der færdedes en hund på transportfirmaet DSV’s holdeplads i Horsens, og de fik derfra en noget skræmt Molly indfanget med en hundefælde.

Læs også Politiet leder efter ejeren af dumpet silkeabe

- Molly er en forsigtig hund, så hvis hun føler, at hun bliver jagtet, og det kan en hund nemt føle, så er det klart, at hun flygter, forklarer Nina Amdi.

Hvis det er på holdepladsen, Molly har opholdt sig, er teorien, at hun har fået mad fra skraldespande og lignende. Underernæret var hun i hvert fald ikke.

Åbner sig langsomt op

Det er Dyreværnets afdeling i Kolding, Søndergård Hunde- og Kattepension, der nu passer på Molly. Gitte Visbech er indehaver af pensionatet. I fredags modtog hun en noget bange Molly med filtret pels, der "lugtede værre end en losseplads". Her en uge efter tegner der sig et noget andet billede.

- Molly har været ligesom en lille blomsterknop. Hun lukker sig mere og mere op. Jo mere vi er sammen med hende, jo mere åbner hun sig, og hun er en rigtig mild, lille, dejlig hund, fortæller Gitte Visbech.

Molly bliver nu passet af Gitte Visbech (th.), der ejer dyrepensionatet i Kolding, som også fungerer som lokalafdeling for Dyreværnet, hvor Nina Amdi (tv.) kommer fra. Foto: Karoline Lunddal Dam, TV SYD

Klar til en rolig og kærlig familie

Og den gode udvikling betyder, at Dyreværnet i dag fortalte om Molly på deres hjemmeside og satte hende til salg. Den tidligere ejer kan nemlig ikke tage sig af hende, og derfor søger hun et nyt hjem.

Det skal være en familie, der har tid til at bygge denne stakkels lille hund op. Hun skal jo begynde helt fra starten med at bygge tillid op.

Gitte Visbech, Søndergård Hunde- og Kattepension

Men med de oplevelser i Molly har i sin bagage, dem vi kun kan gisne om, så er det ikke alle, der må tage hende med hjem.

- Det skal være en familie, der har tid til at bygge denne stakkels lille hund op. Hun skal jo begynde helt fra starten med at bygge tillid op, forklarer Gitte Visbech.

Hvis du vil læse mere om Molly, kan du klikke her.