Horsens gør klar til stort rykind: Dele af midtbyen lukkes for trafik

Horsens forbereder sig på, at tusindvis af brøndbyfans og koncertgæster indtager byen fredag eftermiddag

Flere tusinde fodbold- og koncertgæster kommer til Horsens i eftermiddag. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

I samarbejde med TV SYD

Dele af midtbyen i Horsens lukkes helt af for trafik, og politiet vil være talstærkt til stede, når flere tusinde brøndbyfans og koncertgæster i løbet af eftermiddagen kommer til byen.

5.500 koncertgæster forventes i aften at skulle til Rock i Lunden, hvor Carpark North og Saveus går på scenen fra klokken 20., mens de 10.050 pladser på stadion i Horsens er udsolgte. 5.100 brøndbyfans har købt billet til kampen mellem AC Horsens og Brøndby IF – en kamp som kan få afgørende betydning for Brøndbys mesterskabsdrømme.

Læs også Overbelægning på sygehuse: Operationer aflyses og patienter sendes væk

- Vi har reserveret hele nord-tribunen og halvdelen af vest-tribunen til brøndbyfans, og vi forventer at få en fantastisk fodboldfest i aften, siger AC Horsens' direktør, Kristian Nielsen til TV SYD.

I forbindelse med kampen har AC Horsens ifølge Kristian Nielsen ikke etableret ekstraordinære sikkerhedsforanstaltninger.

- Men når der er mange mennesker på stadion har vi naturligvis altid flere sikkerhedsvagter på arbejde, siger Kristian Nielsen til TV SYD.

Læs også Efterskoler plages af computertyve: Slår til under aftensmaden

Fanzone er klar

Dørene til CASA Arena åbnes klokken 18, og selve kampen starter klokken 20. Men allerede i eftermiddag forventes tusindvis af gæster at indtage byen og dens restaurationer.

Området omkring Mælketorvet midt i byen vil blive forvandlet til fanzone for flere tusinde brøndbyfans, som kommer ind med tre tog, et stort antal fanbusser og private biler i løbet af eftermiddagen.

Restaurationerne i gaderne omkring fanzonen har forberedt sig på det store rykind af fodboldfans. Horsens Ny Teater har valgt helt at lukke, mens Restaurant Wulff, Zwei Grosse Bier Bar og Hemmingway’s, som alle ligger ved Mælketorvet, samarbejder med Brøndby om at etablere en fanzone med fadølsanlæg, så de mange fans kan få slukket tørsten.

Toiletfaciliteter stiller Horsens Kommune til rådighed.

- De tre restauranter er her til formiddag i fuld gang med at sætte boder op, fortæller restauratør Mik Rene Harboe fra Restaurant Wulff til TV SYD.

Vi har fået at vide, at Brøndby har inviteret mellem 3.000 og 5.000 jyske og fynske fans til fest efter kampen – uanset om de vinder eller taber i aften, så vi forventer at få travlt.

Mik Rene Harboe, restauratør, Horsens

- Vi har fået at vide, at Brøndby har inviteret mellem 3.000 og 5.000 jyske og fynske fans til fest efter kampen – uanset om de vinder eller taber i aften, så vi forventer at få travlt, fortæller Mik Rene Harboe.

En af de restauranter, der er klar til i aften er B-Sushi, som ligger ved fanzonen.

- Vi ved jo ikke helt, hvad vi skal forvente, og hvor mange fans der rent faktisk kommer, men vi tror, vi er godt rustet til, at der forhåbentligt kommer flere kunder for at spise og købe øl, siger Benedikte Antonsen, som ejer restauranten.

Læs også Tusindvis af børn har været til klassisk koncert

Restauranten sætter i dagens anledning et ”to-go” skilt op.

- Men jeg ved, der er en del restauranter i området, der har været i tvivl, om de overhovedet skal holde åbent i forbindelse med kampen, fortæller Benedikte Antonsen til TV SYD.

Politi massivt til stede

Sydøstjyllands Politi vil både i eftermiddag og i aften være massivt til stede - blandt andet med de såkaldte ”dialogbetjente”.

- Det er noget, vi altid gør ved større fodboldkampe, siger linjechef ved beredskabet ved Sydøstjyllands Politi, Morten Anker Jensen til TV SYD.

- Vi er der til at sikre, at fansene ikke løber forvildede rundt i byen, men at de kommer til fanzonen og derfra videre til stadion, siger han.

Politiet har ifølge Morten Anker Jensen ”tilstrækkeligt” mandskab til stede til at håndtere kampen.

- Vi forventer ikke ballade, men vi har det mandskab, der skal til, siger han til TV SYD.

Læs også Slut med sorte huller i mobildækning: Beboere i landsby er skeptiske

Trafikken påvirkes

Fra klokken 13 fredag eftermiddag til klokken 07.00 lørdag morgen vil Rædersgade i byens centrum være lukket for trafik mellem Allégade og Smedegade.

- Det er det, der er planen, men hvis der ikke kommer så mange fodboldfans, som der er lagt op til, så vil området naturligvis blive genåbnet for trafik. Vi holder øje med situationen, og handler derefter, siger Morten Anker Jensen, Sydøstjyllands Politi.

Også enkelte buslinjer bliver påvirket. Fra klokken 11 fredag formiddag til klokken 08.00 lørdag morgen vil buslinje 1 og 12 være lagt om, så de kører ad andre ruter.

01:12

VIDEO: AC Horsens-profilen Lasse Kryger glæder sig til at skulle spille fredagens kamp på et udsolgt station. Se hele interviewet her.

Luk video