Horsens-borgere sorterer deres affald som aldrig før

38 procent af affaldet blev i 2016 sorteret fra til genanvendelse - og det er mere end dobbelt så meget som året før

Foto: Vibeke Illum Macussen

Borgerne i Horsens Kommune er gode til at sortere deres husholdningsaffald.

Før kommunens  affaldssorterings-ordning trådte i kraft, blev 18 procent af affaldet sorteret fra til genanvendelse. Sidste år var det vokset til 38 procent.

- Hvis vi ikke genanvender vores affald, vil vi ende med at løbe tør for mange af de råstoffer, som vi bruger og er afhængige af i dag. Blandt andet råolie som bruges både til brændstof og plastik, siger teamleder Anne Dorthe Christensen fra Affald og Trafik i Horsens Kommune.

Den nye ordning betyder eksempelvis, at der nu sorteres 80 procent papir fra til genanvendelse mod før 60 procent. 

Når affaldet er sorteret fra, kan det ende i vidt forskellige nye produkter. Eddikedunke kan for eksempel blive til vejreflekser og dåser til nye dåser. Madaffaldet bliver omsat til gas, mens det restmateriale, der kommer ud af forgasningen, kan bruges til gødning på markerne.

Det er godt et år siden, at Horsens Kommune indførte sin nye affaldssorteringsordning.

AFFALDSSORTERING I HORSENS KOMMUNE

Plast: 149 tons plast mod tidligere 31 tons
Metal: 1423 tons mod tidligere 1.103 tons
Madaffald: Før ingenting mod nu 4.634 tons