Gratis prøvetur skal skaffe flere ind bag rattet i en lastbil

Indenfor få år bliver der stor mangel på lastbilchauffører. I Horsens håber man, at en gratis prøvetur på Køreteknisk Anlæg kan lokke nye kræfter til

Der vil indenfor en kort årrække blive mangel på uddannede lastbilchauffører. Foto: Ole Møller, TV SYD

Der er ikke nok, der kan se charmen ved et liv på landevejen bag rattet på en lastbil.

Derfor forsøger uddannelsesinstitutionen Learnmark i Horsens lørdag at lokke flere til branchen.

Læs også Til kamp for flere håndværkere: Skole holder forældremøde i maskinhal

Det skal en hel dag på køreteknisk anlæg i byen hjælpe med. Her kan interesserede komme og prøve en tur i en lastbil - enten en rigtig en eller en simulator.

- Vi har lejet en simulator, så de, der ikke har kørekortet, kan få en fornemmelse af, hvad det vil sige at køre lastbil, fortæller Peter Hjortdal Andersen, uddannelsesleder på Learnmark Horsens.

Chaufførmangel bliver snart et problem

Ifølge brancheorganisationen for de danske transport- og logistikvirksomheder, ITD, så vil manglen på uddannede lastbilchauffører snart kunne mærkes tydeligt i branchen:

Læs også Silke hugger i sten: Er den eneste på sin uddannelse

- Manglen på kvalificeret arbejdskraft i Danmark er en reel udfordring i den danske transport- og logistikbranche. Manglen skyldes i høj grad, at branchen står over for et markant generationsskifte, som i disse år tager til ikke kun i Danmark, men i hele Europa, skriver organisationen på sin hjemmeside.

Her skriver ITD, at man skønner, at branchen inden for ti år vil opleve en massiv mangel på kvalificerede medarbejdere i den danske transport- og logistiksektor.

En hel dag bag rattet på en lastbil på køreteknisk anlæg i Horsens skal hjælpe til med at skaffe flere chauffører. Foto: Google Maps

Skal lokke flere på skolebænken

Og det kan de nikke genkendende til på Learnmark. Her er lørdagens arrangement netop blevet til for at skaffe flere lastbilchauffører.

Det skal ses i lyset af, at der mangler lastbilchauffører. Her kan de prøve det og se, om det er noget for dem at komme ind i den branche.

Peter Hjortdal Andersen, uddannelsesleder, Learnmark Horsens

- Det skal ses i lyset af, at der mangler lastbilchauffører. Her kan de prøve det og se, om det er noget for dem at komme ind i den branche, fortæller Peter Hjortdal Andersen.

Ud over en gratis prøvetur kan interesserede, der møder op på Køreteknisk Anlæg i Horsens lørdag, også her skrive sig op til at tage et lastbilkørekort eller et af de mange kurser, Learnmark udbyder til de, der vil arbejde i transportbranchen.

02:28

VIDEO: Der er ikke kun mangel på lastbilchauffører - også social- og sundhedsuddannelserne mangler ansøgere. To aarhusianske sosu-studerende kæmper dog imod fordommene og for at give faget et bedre ry. Se mere i denne video fra efteråret 2016.

Luk video