Familier står i kø for at blive øboere på prøve

Kattegatøen Endelave oplever stor interesse for at flytte ind i den lejlighed, som øen stiller til rådighed for familier eller par, der overvejer en fremtid som faste øboere.

Færgeturen til og fra Endelave tager godt 1 time. Foto: Nikolaj Toftgaard Jespersen

Selvom det er en lang og sej kamp at få vendt befolkningsudviklingen på de danske småøer, ser det lige nu ganske lovende ud for Endelave.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der kommer flere beboere til samtidig med, at øen har succes med tilbuddet om at mulige nye beboere, kan komme på prøveophold.

Læs også Ø savner indbyggere: Stiller lejlighed til rådighed

Allerede få uger efter at øen offentliggjorde, at de stiller en lejlighed til rådighed for familier eller par, der overvejer at flytte til Endelave, er der kommet 12 henvendelser fra fastlandet, oplyser Ib Elgaard, talsmand for arbejdsgruppen for bosætning på Endelave.

- Det er selvfølgelig lidt svært, men jeg vurderer, at ihvertfald halvdelen af de henvendelser, vi har fået, ser meget seriøse ud, siger Ib Elgaard til TV SYD.

De første 12 henvendelser er kommet, selvom den officielle ansøgningsrunde slet ikke er gået i gang endnu.

Arbejdsgruppen er lige nu ved at lægge sidste hånd på et ansøgningsskema, der fra næste uge bliver tilgængeligt på øens hjemmeside. Og hvis alt går som planlagt, flytter den første prøvefamilie ind i lejligheden i løbet af april måned.

00:33

Video: Nikolaj Toftgaard Jespersen, TV SYD

Luk video

Gratis husleje

Prøvelejligheden er netop blevet færdiggjort med genbrugsmøbler og andet, som Ib Elgaard og de øvrige beboere på øen har skrabet sammen.

Den er indrettet på førstesalen på øens nu lukkede skole. Den er på godt 60 kvadratmeter, og der er plads til, at seks personer kan overnatte. Det er gratis at bo i lejligheden, men der skal dog betales for forbrug af el,vand og varme.

Læs også Fly brød ud i eksplosionsagtig brand - ny video viser landingen

Skolen blev lukket sidste år, fordi de fire børn, der var tilbage, valgte at gå i skole på fastlandet. Ifølge Ib Elgaard skal der mindst 15 til 20 børn til, for at skolen kan åbne påny. Derfor er børnefamilier særligt attraktive som nye beboere.

Tilbuddet om at flytte til Endelave på prøve er et forsøg på at få flere til at flytte til øen, og efter at Endelave i 2018 var nede på 151 faste beboere, går det nu igen den rigtige vej. 

Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik er der kommet fem nye boere til. Derfor er det officielle tal nu oppe på 156.

Det er selvfølgelig lidt svært, men jeg vurderer, at ihvertfald halvdelen af de henvendelser, vi har fået, ser meget seriøse ud.

Ib Elgaard, talsmand for arbejdsgruppen for bosætning på Endelave

Det glæder de sig naturligvis over på Endelave, og ifølge Ib Elgaard er der endnu flere på vej.

- Endelave Lægeurtehave er netop blevet forpagtet ud, så til sommer kommer der to nye faste beboere til, fortæller Ib Elgaard til TV SYD.

Ib Elgaard og beboerformand Karsten Krag glæder sig over, at der er fremgang på øen. Foto: Nikolaj Toftgaard Jespersen

Lejeboliger er vejen frem

Hos Sammenslutningen af danske småøer glæder de sig over, at forsøget på Endelave ser ud til at blive en succes. 

- Der er ingen tvivl om, at småøerne kæmper en brav kamp for at få flere beboere, og det er en rigtig god idé med lejelejligheder, siger bosætningskonsulent Anja Bech Knudsen til TV SYD.

Sammenslutningen af danske småøer glæder sig over, at de seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at flere samlet set vælger at bosætte sig på en af de 27 småøer, som de repræsenterer.

Lejligheden på Endelave er allerede indflytningsklar. Foto: Nikolaj Toftgaard Jespersen

Flere planer på vej

På Endelave er de allerede så småt gået i gang med det næste projekt, der skal få flere til at få øje på øen. Ib Elgaard fortæller, at de vil kontakte nogle af øens sommerhusejere. 

Planen er at tilbyde potentielle nye beboere, at de kan langtidsleje et sommerhus udenfor højsæsonen.