Fængselsbetjent tiltalt for at banke fanges hoved ned i gulv

Foto: Claus Fisker - Scanpix

I samarbejde med TV SYD

En 60-årig fængselsfunktionær trykkede indsats ansigt ned i en bakke med mad og bankede flere gange fangens hoved ned i gulvet

Det gik tilsyneladende hårdt for sig, da en 60-årig mellemleder på Enner Mark Fængsel ved Horsens i april overfaldt en indsat, der befandt sig i en observationscelle på den særligt sikrede afdeling E.

Ifølge politiets anklageskrift skubbede han den indsatte omkuld på sengen og fastholdt ham. Herefter greb han om fangens nakke og hår, trak ham ned på gulvet og kørte hans ansigt rundt i madrester, der lå på gulvet, skriver Horsens Folkeblad.

Han er nu tiltalt for vold mod indsat.

Læs også Endeligt punktum i sag om politivold: Betjent kan ånde lettet op

Den 60-årige skulle have trykket fangens ansigt ned i en madbakke, alt imens han råbte, at fangen skulle æde maden, fremgår det af anklageskriftet.

Efterfølgende bankede han flere gange den indsattes hoved ned i gulvet. Den indsatte pådrog sig skader i ansigtet, på arme og ben og fik revet flere totter hår af.

Den 60-årige ansatte er tiltalt for vold efter straffelovens paragraf 244 og skal for retten i september. Episoden fandt sted 18. april, og den 60-årige har ifølge Horsens Folkeblads oplysninger været fritstillet siden episoden.

Læs også Pape: Ingen fængselsbetjent skal være utryg på arbejdet

Institutionschef på fængslet, Annette Bækgaard, bekræftede i maj, at det var fængslet selv, der anmeldte den 60-årige. Derudover ønskede hun ikke at kommentere sagen overfor Horsens Folkeblad.

Den indsatte, der er blevet overfaldet, er dømt for flere forsøg på vold mod fængselsbetjente under varetægtsfængslingen. Han afsoner en dom på 14 måneders fængsel.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig