Der holdes øje med både kanoer og motorbåde på Gudenåen

De sejlende og andre turister på alle strækninger af Gudenåen fra udspringet ved Tørring og til udløbet i Randers Fjord vil her i sommertiden kunne løbe ind i en kontrol af deres sejlads på åen

Genrefoto. Foto: Colourbox

I samarbejde med TV SYD

De sejlende på alle strækninger af Gudenåen vil kunne opleve at blive kontrolleret af politiet og kommunerne – også uden for normal arbejdstid. 

Der er også særlige regler for kanoer, der kun må bruges på Gudenåen fra den 16. juni, hvis man er lodsejer ved åen med registeret kano eller kanoer fra godkendte udlejere. 

Læs også Cirkus-elefanter græsser ved Gudenåen i Randers

Fokus for kontrollerne er fartøjsregistrering og sikkerhed til søs.

Kontrollerne på Gudenåen har også fokus på at få farten ned, når der sejles med motorbåde. Vand kan indbyde til kåd sejlads, men leg kan pludselig blive til alvor.

Høj fart er et stort problem

Høj fart opleves på visse strækninger af Gudenåen som et stort problem af Gudenåens bløde trafikanter som eksempelvis sommerens kano-turister - og især hækbølger fra motorbåde kan skabe farlige situationer.  

Fart er ikke den eneste ting, der kontrolleres for rent sikkerhedsmæssigt – rednings- og svømmeveste og spiritussejlads er fortsat i fokus. 

Læs også Video: Nu er Randers’ ikoniske krukke tilbage på plads

Selv om det lovpligtigt at medbringe det antal rednings- eller svømmeveste, som der er personer i fartøjet, er det ikke lovpligtigt at bære vestene. Det er dog en rigtig god idé at have dem på.

Alle kan være uheldige og falde overbords – også selv om det ikke er hårdt vejr. Bødetaksten for manglende rednings- eller svømmevest er 600 kroner. 

Læs også Nu kommer der bedre forhold for brugerne af Gudenåen

Alle sejlende - også folk, der kortvarigt gæster Gudenåsystemet - opfordres af kommunerne langs Gudenåen til at sætte sig ind i reglerne for området og udvise almindelig omtanke, når de sejler.

Sejladsreglerne kan findes på sejladspaagudenaaen.dk.