Sussanne er Danmarks sødeste kassedame

Hvert år kårer Hjemmet Danmarks sødeste kassedame. Tirsdag blev årets vinder overrasket

Sussanne Kjær Petersen er kassedame i Rema 1000 i Torsted. Og nu har hun Hjemmets ord for, at hun er den sødeste af slagsen. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD.

I samarbejde med TV SYD

Sussanne Kjær Petersen fik sig tirsdag middag noget af en overraskelse.

Ind ad døren til Rema 1000 i Torsted ved Horsens, hvor Sussanne arbejder, kom nemlig chefredaktøren fra ugebladet Hjemmet, og hun havde en glædelig nyhed med.

Læs også Rosa fra Grenaa er landets sødeste kassedame

Hun kom nemlig for at overrække Sussanne Kjær Petersen prisen som Danmarks sødeste kassedame 2018.

Det er ikke bare kunder for mig, det er jo mennesker med en historie allesammen.

Sussanne Kjær Petersen, Danmarks sødeste kassedame

Det var en tydeligt overrasket og rørt kassedame, der fik overrakt gaver, blomster og en check på 10.000 kroner.

- Det er jo helt vildt. Det, der betyder mest, er anerkendelsen fra kunderne og ledelsen. Jeg er rigtig glad for prisen, jeg kan takke Danmarks bedste kunder, venner og familie for den. Det er mere end jeg nogensinde havde drømt om, siger Sussanne Kjær Petersen til TV SYD kort efter hun har fået overrakt prisen.

Sussanne Kjær Petersen er på førtidspension på grund af en arbejdsskade fra et tidligere job.

Kollegaerne var også med til at fejre Sussanne Kjær Petersen (t.h.), da hun blev kåret til Danmarks sødeste kassedame. Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD.

Ikke bare kunder

Men så opsøgte hun Rema 1000 i Torsted og blev ansat. Hun holder rigtig meget af sit job og efter at have vundet afstemningen kan man nok også konkludere, at kunderne og mange andre holder af Sussanne.

- Der er rigtig mange, der får et kram med på vejen. Det er både unge og gamle, det er alle aldersklasser, der kommer og fortæller rigtig meget. Det er ikke bare kunder for mig, det er jo mennesker med en historie allesammen. Det kan jeg sagtens gøre imens jeg ekspederer, så snakker vi om løst og fast samt gode og dårlige ting, det er meget givende, siger Sussanne Kjær Petersen,

Gitten Jørgensen fra SuperBrugsen i Augustenborg og Pia Dam fra Min Købmand i Sommersted var også med blandt de i alt fem finalister.

I alt har 446 været indstillet til prisen.

Mød Sussanne Kjær Petersen i tv-indslaget nedenfor:

02:59

Vi kender dem alle sammen - og der er gode og der er mindre gode. De bliver nogle gange brugt i politisk sammenhæng fordi de normalt ikke tjener særlig stor løn: Kassedamerne! Tirsdag blev Danmarks sødeste kassedame afsløret.

Luk video