Alvorlig sygdom tackles med et godt grin

John lider af den dødelige sygdom Alzheimers. Han var med til at markere demensdagen sammen med sin kone. Her mødte de forfatter Frederik Lindhardt der fortalte om at miste sin far.

John lider af Alzheimers demens. Hans kone Vita Trøjborg er en af de pårørende, der har fået den svære sygdom tæt på. Foto: Julie Schou Nielsen, TV SYD

Vita og John Trøjborg kunne både grine og græde ved demensdagen i Horsens. 

Forfatteren Frederik Lindhardts åbenhjertige fortælling om sin fars sygdom og død var svær at lytte til - samtidig med, at tilhørerne fik grinet af de akavede sitiuationer.

Læs også Forsvundne demente er et stort problem: Dramatisk kursus skal hjælpe SOSU'er

- Jeg synes, det er fantastisk, den måde han siger det på. Noget er trist og noget er sjovt, men der kommer lige lidt vand på kinderne, fortæller John Trøjborg.

Vita og John Trøjborg fra Horsens har været gift i 42 år. For to år siden fik han konstateret sygdommen Alzheimers.

- Det berører os meget, når man hører fortællinger, som relaterer så meget til det, vi står i lige nu, siger Vita Trøjborg.

Frederik Lindhardt fortalte om sin fars demenssygdom.

International huskedag 

Ægteparret er glade for, at Ældrerådet og Demensteamet i Horsens Kommune afholder International Huskedag, så der kommer mere fokus på demens.

Der er brug for, at der bliver sat ord på den her sygdom.

Frederik Lindhardt, forfatter og søn til demensramt

- Det giver mig rigtigt meget, at der kommer fokus på det at have sygdommen og det at være pårørende, og jeg tænker, det er den vej, vi skal, siger Vita Trøjborg.

Der skal tales mere om demens

Frederik Lindhardt var bare i starten af 20'erne, da hans far fik konstateret Alzheimers sygdom. 

Siden da er Frederik Lindhardt blevet iværksætter og har skrevet en bog 'Lidt af far', der handler om at være pårørende til een med Alzheimers.

Læs også Jørgen lægger makeup på sin demente kone: - Jeg bliver ved, så længe jeg kan

- Der er brug for, at der bliver sat ord på den her sygdom. Ikke kun i tal og fakta men også hvad den gør ved os rent menneskeligt. Den påvirker vores relationer, for det er en sygdom, som stiller ret store spørgsmål, siger Frederik Lindhardt.

Han var blot 24 år gammel, da hans far fik konstateret Alzheimers i 2012. Faderen var den tidligere biskop i Roskilde Stift, Jan Lindhardt.

- Det var meget voldsomt at være i som søn. Det var en far, som jeg holdt meget af og havde set op til, siger Frederik Lindhardt til TV SYD.

00:58

Vita og hendes mand John Trøjborg, der er ramt af Alzheimer, kunne både grine og græde ved demensdagen i Horsens. Forfatteren Frederik Lindhardts åbenhjertige fortælling om sin fars sygdom og død var svær at lytte til - samtidig med, at tilhørerne fik grinet af de akavede situationer.

Luk video

Glæder og sorger

Efter to år med Alzheimers sygdom døde Frederik Lindhardts far i 2014. 

- Vi grinte sammen, også selvom vi ikke altid vidste hvorfor. Det var en utrolig meningsfuld måde at være sammen på, fortalte Frederik Lindhardt i foredraget for knap 500 pårørende og alzheimerspatienter i Horsens.

02:45

Frederik Lindhardt var bare i starten af 20'erne, da hans far fik konstateret alzeimers. Siden da har Frederik skrevet en bog - 'Lidt af far' hedder den. Den handler om at være pårørende til en med alzeimers - samme fortælling, som han også deler i sine foredrag. I dag gæstede han Horsens, hvor årets internationale huskedag blev skudt i gang - en dag for tidligt med arrangementet 'Sammen husker vi'.

Luk video

FAKTA OM DEMENS

  • I Danmark lever 70-85.000 mennesker med en demenssygdom.
     
  • Heraf har ca. 50.000 Alzheimers sygdom.
     
  • Ca. 1.500 personer under 65 år har en demenssygdom.
     
  • Der er ca. 8.000 nye tilfælde af demens i Danmark hvert år.
     
  • I 2040 forventes antallet af demente over 60 år at vokse til 120-146.000.
     
  • 400.000 personer i Danmark lever i dag med en dement i familien.
     
  • Kun ca. 50 pct. af alle demente får stillet en demensdiagnose.
     
  • Pårørende til hjemmeboende demente bruger i gennemsnit fem-syv timer om dagen til pleje og omsorg.
     
  • De totale omkostninger ved demens i Danmark andrager mere end 20 milliarder kr. om året.
     
  • Demens er den 5. hyppigste dødsårsag i Danmark.
     
  • Hver tredje time dør en dansker af en demenssygdom.
     

Kilde: Alzheimer Foreningen