Sådan så Tollund-manden ud i virkeligheden
Det er nu for første gang nogensinde muligt at se, hvordan Tollundmandens ansigt formentligt så ud i virkeligheden
- Har I det ikke også sådan, at I nogle gange ligger vågen om natten og tænker på, hvordan Tollundmanden så ud, da han levede?
Sådan spurgte museumsdirektøren for Museum Silkeborg, Ole Nielsen, gæsterne ved lørdagens præsentation af Tollundmandens ansigt.
Læs også
Det affødte en del grin, men ikke desto mindre var gæsterne netop mødt op for at se den digitale udgave af moseligets ansigt, som den franske ansigtsrekonstruktør Phillippe Froesch har arbejdet på det sidste halve år.
Da gæsterne havde fået stillet deres nysgerrighed, var de imponerede.
- Det er fantastisk, at man kan gøre det. Jeg synes, at det er rigtig, rigtig godt. Det er sjovt at se, hvordan han ville have set ud i dag, sagde Anni Madsen fra Knudstrup.
- Det er jo sjovt at se, hvordan han bliver vækket rigtigt til live - og det er imponerende, at de kan gøre det, lød det fra Tim Lykkegaard fra Silkeborg.
2400 år gammel
Det er stadig usikkert, hvilken hårfarve og øjenfarve den 2400 år gamle Tollundmand havde - alligevel ville den Nissenske Familiefond gerne investere 110.000 kroner i rekonstruktion af moseliget.
- Vi har en stor viden omkring Tollundmanden. Og jeg tror, at det er vores nysgerrighed, som spørger os: 'Gad vide hvordan han så ud?' Og så prøve at sætte et ansigt på, siger formand for fonden, Frank Borch-Olsen.
Den franske ansigtsrekonstruktør Phillippe Froesch har tidligere rekonstrueret både Maria Magdalene og den franske Kong Henrik d. 4.
Rekonstruktionen af Tollundmanden bliver en fast del af udstillingen på Museum Silkeborg.
FAKTA OM TOLLUNDMANDEN
- Moseliget blev fundet under tørvegravning i en mose ved Bjældskovdal den 6. maj 1950.
- Liget var så velbevaret, at fundet blev indberettet til politiet i Silkeborg.
- Han var omkring 30 år gammel, da han blev hængt, og liget har stadig en løkke om halsen.
- Han levede i det 4. århundrede f.Kr., umiddelbart efter overgangen fra bronzealder til (keltisk) jernalder.