Unge kastede sten mod brandbil: - Vi kommer for at hjælpe folk
Brandvæsnet rykkede først på natten ud til en brand i en knallert i Silkeborg. Her blev de mødt af stenkast fra fire unge drenge
Brandvæsnet blev mødt af stenkast fra fire unge drenge, da de natten til mandag kl. 01.06 rykkede ud til en brand i en knallert på Resedavej i det nordlige Silkeborg.
Læs også
Da brandvæsnet kom frem, blev de mødt af de fire drenge som stod omkring den brændende knallert. De begyndte herefter at kaste sten mod brandbilen.
De fire drenge forsøgte at flygte fra stedet, men det lykkedes politiet at anholde en af drengene. Han er 17 år og fra Silkeborg.
- De tre andre formår at stikke af, men den ene unge mand bliver anholdt og sigtet for brandstiftelse og hærværk, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen.
Han fortæller, at de af og til har episoder i området, hvor unge drenge laver et bål og stikker af. Politiet tager sagen meget alvorligt, når det også ender i stenkast mod brandvæsnet.
Endnu et stenkast mod brandbilen
Da brandvæsnet en time efter den første episode forlader området igen, bliver de endnu en gang, denne gang på Kejlstrupvej, mødt af stenkast fra en gruppe drenge. Formentlig de tre som stak af fra den første episode.
- Det er en meget bekymrende adfærd, lyder det fra Carsten Henriksen.
Læs også
Det lykkedes ikke Politiet at finde frem til de tre andre drenge. Den 17-årige dreng som blev anholdt er mandag morgen til afhøring og bliver herefter løsladt.
Ud over store buler i brandbilerne kom ingen brandmænd til skade ved episoderne.