Ulykke spærrede rute 26 ved Ans i begge retninger

En motorcyklist og to personbiler var involveret i en ulykke, der ondsag eftermiddag spærrede rute 26 i begge retninger

Det så voldsomt ud på ulykkesstedet vest for Ans. Foto: Peter Erfurt, 24-7news

I samarbejde med TV MIDTVEST

Onsdag eftermiddag kørte en motorcykel og en bil frontalt sammen på Rødkærsbro Omfartsvej vest for Ans.

- Motorcyklisten kommer kørende mod syd, mens bilen kommer kørende mod nord. Jeg ved ikke, om bilisten er uopmærksom, men vedkommende kører op bagi en holdende bil, som bliver skubbet over i modsatte vejbane, hvor den støder frontalt sammen med motorcyklisten.

Sådan forklarer vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.

Læs også Togbusser sat ind: Overgravet kabel ved Randers

Motorcyklisten pådrog sig ved ulykken flere knoglebrud, men både han og bilisterne er ifølge vagtchefen uden for livsfare. Alle er de blevet kørt på Viborg Sygehus for nærmere undersøgelser.

Vejen var spærret i begge retninger, mens Falck og politiet arbejdede på stedet. Men det er nu igen muligt passere ulykkesstedet.

Ulykken skete på Rødkærsbro Omfartsvej vest for Ans. Foto: Google Maps

Ét råd kan redde liv

Bilen, der kørte frontalt sammen med motorcyklisten, har sandsynligvis skullet dreje til venstre, anslår vagtchefen. Og det vil i så fald ikke være første gang, at det har givet anledning til ulykker, når en bil har skullet krydse den modsatte vejbane.

Ulykker som denne fik i marts måned politiet til at råbe vagt ved gevær og give bilisterne et råd, der kan redde liv for dem, der holder og venter på at dreje:

Læs også Falmet letbane-vision: 90 parkeringspladser til 5000 pendlere

- Hjulsættet skal være parallelt med vejbanen. Man skal ikke begynde at svinge, før man kører frem, lød den klare melding i marts måned fra Henrik Glintborg, der er leder af færdselsafdelingen ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Han understregede i øvrigt, at det er en vigtig detalje, der kan redde manges liv, fordi mange bilister ubevidst drejer på rattet, inden de kører frem.