Teater på gaden: - Det giver folk noget af tale om over frikadellerne

Danmarks Internationale Gadeteaterfestival er kommet til Silkeborg for at give borgerne en helt anden oplevelse med teater, end de normalt får.

Gadeteaterfestivalen byder blandt andet på denne farverige gadeparade fra Spanien. Foto: TV MIDTVEST

De skrå brædder er afløst af kolde fliser, og bløde sæder er der heller ingen af. Gadeteater kræver kun, at man står på gaden.

Med de 11 forskellige, gratis forestillinger i Silkeborg håber arrangørerne at kunne fange dem, der ikke så ofte går i teatret.

- Jeg er helt sikker på, at når folk har oplevet det her - måske dem som ikke lige havde regnet med, de skulle en tur i teatret - så får de noget andet at snakke om hjemme ved frikadellerne i aften, siger John Bøgelund Frederiksen, der er Kultur- og Borgerservicechef i Silkeborg Kommune.

Læs også Gadefestival aflyst efter fratrædelse af leder

På torvet blev der i 45 minutter ikke sagt en eneste replik.

Og selv om scenen er stor, sætter det sine begrænsninger at optræde i det offentlige rum.

- Hvis du tager en lille intim scene, så kan du røre dem, og måske kommer de ud med tårer i øjnene, men det er lidt svært på et bytorv, siger Zelis Niegaard, leder af Danmarks Internationale Gadeteaterfestival.

Gadeteaterfestivalen gæster i alt ni byer. I det østjyske kan det opleves i Silkeborg og Randers. Foto: TV MIDTVEST

En gave til borgerne

Det er fjerde gang, Danmarks Internationale Gadeteaterfestival er i Silkeborg.

Programmet byder på noget af det bedste inden for internationalt gadeteater, hvor der i år kommer forestillinger fra Frankrig, Spanien, Holland, Canada, Australien, Chile og Argentina.

Silkeborg Kommune kaster selv 150.000 kroner i de fire dages gadefestival.

Læs også Se den vilde video: 15 meter høj svævebane sender folk i Gudenåen

- Det er en fantastisk gave, at en kommune kan give det her til sine borgere og gæster. I år udvider vi det også med en masse skoleforestillinger, så jeg synes, det er en rigtig flot gave, siger kommunens Kultur- og Borgerservicechef.

Gadeteaterfestivalen kommer den kommende weekend til Ikast-Brande Kommune.