Solcelleejere føler sig snydt: - Vi investerede i god tro

Østjyske solcelleejere føler, politikere er løbet fra en lukrativ aftale, som blev indgået tilbage i 2012

- Hvad bliver så det næste? Vi kan ikke regne med noget som helst fra politikernes side, lyder det fra solcelleejer Martin Mellerup. Foto: TV MIDTVEST

I samarbejde med TV MIDTVEST

Skulle det være en omgang solceller på en lukrativ aftale med nedsatte afgifter og momsafregning én gang om året?

Den aftale takkede omkring 85.000 danskere ja til tilbage i 2012, men nu vil Energistyrelsen tvinge solcelleejerne over på en ny aftale, som i sidste ende gør det dyrere for ejerne at have cellerne installeret.

Læs også Solvarmeanlæg buldrer derudaf i det gode vejr

Martin Mellerup fra Kjellerup hoppede selv med på solcellebølgen for seks år siden, fordi han blevet lovet en god investering.

- Vi har investeret i en god tro til, at vi havde en økonomi, der kunne hænge sammen i investeringen.

- I stedet for oplever vi, at vores investerings tilbagebetalingstid bliver længere og længere, siger Martin Mellerup.

Takkede ja til særlig aftale

Fra 2010 til november 2012 investerede Martin Mellerup og de 85.000 andre interesserede i solceller på en særlig aftale.

Læs også Ny lovfortolkning gør solcelle-anlæg ulovlige

En aftale, der betyder, at solcelleejerne kan gøre forbruget op én gang årligt, så den ekstra strøm, der bliver produceret om sommeren kan modregne forbruget om vinteren. Aftalen sparer også ejerne for PSO-afgift, elafgifter og moms.

Hvad bliver så det næste? Vi kan ikke regne med noget som helst fra politikernes side.

Martin Mellerup, solcelle-ejer, Kjellerup

Men politikere lukkede senere for den fordelagtige aftale, men lovede samtidig, at de der havde fået installeret solcellerne på den gamle ordning kunne køre videre på samme aftale de næste 20 år.

Som reglerne er nu, skal momsen dog betales løbende i stedet for én gang om året, og derfor har solcelleejernes forening, DENFO, stævnet energi-, forsynings- og klimaministeren for at løbe fra aftalen.

- Regeringen og alle deres offentlige myndigheder kan ikke opsige aftalen. Det er kun solcelleejerne selv, der kan det. Det står i de papirer, vi skrev under på i 2012 til Energinet, siger Michael Hvitfeldt, der er formand for DENFO.

Formand: - Vi er ikke løbet fra nogen aftale

Formanden for energi-, forsynings- og klimaudvalget, Thomas Danielsen (V), genkender ikke beskyldningerne om løftebrud.

Han mener, at ændringerne for afregningen af moms ligger udenfor aftalen.

- Den aftale vi lavede indeholder de forhold, der drejer sig om elafgifter og PSO-afgifter, og den holder vi fast ved. Vi har derudover givet lov til at lave momsafregning på årsbasis, men det har landsskatteretten afgjort, at vi ikke kunne.

- Det var heller ikke en del af aftalen, så vi er ikke løbet fra nogen aftale, men det betyder, at de her solcelleejere får en ekstraregning på mellem 200 og 500 kroner om året, forklarer Thomas Danielsen.

Fra 2010 til november 2012 investerede 85.000 danskere solceller på en særlig aftale. På billedet bliver der monteret solceller på en villa i Aarhus. Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

- Hvad bliver det næste?

Martin Mellerup synes dog stadig, at politikerne løber fra aftalen. Sammen med 85.000 andre står han nu og skal betale den ekstra årlige omkostning.

- Selvfølgelig er det til at leve med, men man har lovet noget, og så bliver man bare ved med at lægge regninger oveni.

Læs også Risskov Gymnasium er Aarhus’ mest grønne

- Hvad bliver så det næste? Vi kan ikke regne med noget som helst fra politikernes side.

Foreningen for de danske solcelleejere har nu bedt en jurist om at vurdere, hvorvidt der kan komme et retsligt efterspil ud af sagen.

VIDEO: TV MIDTVEST bragte tirsdag et tv-indslag om solcelle-striden. Se mere i videoen nedenfor:

02:35

Energistyrelsen tvinge solcelleejere over på en ny aftale, som bliver dyrere. Solcelleejerne mener politikerne løber fra deres løfter.

Luk video