Silkeborg-træner: Håber vi kan gøre det endnu bedre
Cheftræner Peter Sørensen er tilfreds med truppen inden sæsonstart
I Silkeborg er forventningerne ikke at spille med i toppen af Superligaen i fodbold, men mindre kan også gøre det.
Klubben endte i sidste sæson som nummer ni, og hvis man spørger cheftræneren, så er status quo ikke så dårligt.
Læs også
- Hvis vi kan gøre det ligeså godt som i fjor, så er det godkendt. Jeg håber, at vi kan gøre det bedre, siger Peter Sørensen.
Klubben har mistet to profiler fra sidste sæson i Emil Scheel og Nicklas Helenius. Til gengæld har de hentet den 20-årige svenske angriber, Gustav Nilsson i Brøndby.
- Jeg er godt tilpas med vores trup. Det er som det skal være, selvom der godt kunne være plads til en enkelt mere måske, siger Peter Sørensen om truppen.
Tipsbladet: En af outsiderne
Hvis man skal tro på Tipsbladets chefredaktør kan Silkeborg klare sig bedre end deres placering fra sidste år, hvis alting flasker sig.
- Hvis alting former sig, så er Silkeborg en af mine outsidere til at drille nogle af de større hold omkring sjettepladsen, siger Troels Bager Thøgersen.
Sjettepladsen er den sidste plads, der giver adgang til slutspillet i toppen af Superligaen.
I den nye superliga-sæsons første spillerunde møder Silkeborg Lyngby BK, som fik bronze sidste år. Kampen spilles i Lyngby på søndag.