Silkeborg får mere urørt skov

Over et halvt århundrede bliver 45 statsskove rundt om i landet mere vilde. Det skal gavne dyr og planter.

Den urørte skov giver bolig til et hav af smådyr.

I løbet af de kommende 50 år fordobles landets areal med døde og rådnende træer eller skov, hvor naturen får førsteprioritet. I alt 13.800 hektar er udpeget i 45 danske statsskove. Det svarer til 138 kvadratkilometer.

Heriblandt er Silkeborgskovene, som i fremtiden får større vilde arealer. Det oplyser miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

Vi giver danskerne mere vild natur i de danske skove og nye naturoplevelser med masser af gamle og rådne træer fulde af liv.

Jakob Ellemann-Jensen (V), miljø- og fødevareminister

Et antal træer skal have lov at blive gamle og henfalde, og døde træer skal blive liggende i skovbunden til gavn for biodiversiteten - det vil sige den biologiske mangfoldighed af planter og dyr.

- Vi skaber store sammenhængende områder, hvor naturen får lov at gå sin gang til glæde for blandt andet insekter og svampe, siger Jakob Ellemann- Jensen.

Læs også Urørt skov indviet i Randers: - Et sted hvor eventyret og arterne findes

Udpegningen er en følge af regeringens og Dansk Folkepartis Naturpakke fra 2016, som skulle afbøde virkningerne af den omstridte Landbrugspakke.

- Vi giver danskerne mere vild natur i de danske skove og nye naturoplevelser med masser af gamle og rådne træer fulde af liv, siger miljøministeren.

02:42

VIDEO: Også i Randers bliver der mere urørt skov i fremtiden. Videoen er fra 3. september 2018.

Luk video

Status som urørt skov eller anden biodiversitetsskov betyder ikke adgang forbudt. Der vil som hidtil være fri adgang på statens arealer. Ligesom tømmerproduktion kan fortsætte, så længe bedre natur er hovedformålet.

Det er kun en god start

I Danmarks Naturfredningsforening (DN) er der glæde over udsigten til mere varieret og artsrig skov, siger præsident Maria Gjerding. Udpegningen betyder, at urørt skov vil udgøre 3,5 procent af det danske skovareal over de næste årtier.

- Det er den største indsats i 25 år, og det skal regeringen selvfølgelig have ros for at sætte i gang, siger hun.

Selvom der kommer flere til, er der stadig brug for mange urørte skove. Foto: Henning Bagger

Gjerding minder dog om, at Danmark via FN's naturmål har tilsluttet sig, at 17 procent af landarealet skal nyde særlig beskyttelse.

Læs også Ulvefrit Danmark: Man er naiv hvis man ikke frygter ulven

Det vil ifølge forskere som minimum indebære, at 75.000 hektar skov skal stå urørt herhjemme. Så trods en god begyndelse er der langt igen, understreger DN-præsidenten.

- Vores klare opfordring til politikerne er, at de ser på, hvordan vi kan få mere urørt skov i de private skove, siger Maria Gjerding.