Sag om hotelbrand åbnes måske igen: Detaljer kan være overset
Den 22-årige mand, som mandag satte ild til sin lejlighed i Silkeborg, var også anholdt i forbindelse med branden på Hotel Impala i sommer. Politiet kigger derfor nærmere på den gamle hotelsag
Sagen om sidste års brand på det tidligere Hotel Impala i Silkeborg kan være tæt på at genåbne.
Det sker, efter en 22-årig mand tirsdag blev fængslet og sigtet for at have sat ild til sin egen lejlighed i Borgergade i Silkeborg.
Læs også
Den 22-årige mand var nemlig tilbage i august måned 2017 fængslet som mistænkt i sagen om den voldsomme brand på Impala. Han blev dog løsladt igen.
- Det ændrer ikke noget for den konkrete sag på Borgergade, men det er klart, vi gennemgår den gamle sag igen for at se, om der er nogle ting, som vi har overset i sagsbehandlingen, siger Bent Riber Nielsen, der er politikommissær hos lokalpolitiet i Silkeborg.
Læs også
En bemærkelsesværdig brand
Branden på Hotel Impala i sommer var så kraftig, at den vagthavende indsatsleder fra Midtjysk Brand & Redning, Allan Riisberg, tydeligt husker den.
Dengang var han overbevist om, at branden var blevet påsat.
- Det var en voldsom brand. Jeg ved, at jeg kom omkring fire minutter efter, vi fik alarmen, og der var den allerede rigtig, rigtig voldsom. Det siger mig, at den enten er blevet hjulpet på vej, eller at den havde været i gang i et stykke tid før, vi ankom.
Politiet genåbner måske sagen om en voldsom brand på det gamle Hotel Impala i Silkeborg. Se video fra TV MIDTVEST herunder.
- Det er da bemærkelsesværdigt, at den samme mand nu er anholdt. Efter branden i sommer var jeg ikke i tvivl om, at branden var blevet hjulpet på vej. Så dengang var jeg sikker på, at den var påsat, indtil politiet fandt ud af noget andet, siger Allan Riisberg.
Rapport skal tjekkes igen
Politiets teknikere fastslog dog efterfølgende, at den mest sandsynlige årsag til branden var en fejl i et elskab. Det er den vurdering, der nu skal undersøges nærmere.
Læs også
- Vi skal have gennemgået rapporten fra dengang igen sammen med eksperter, så vi kan finde ud af, om der kan være en anden konklusion, siger Bent Riber Nielsen.
Hvor meget skal der til, før I genåbner sagen?
- Der skal vi have nogle nye beviser, lyder det fra politikommissæren.
Læs også
Den 22-årige mand er lige nu varetægtsfængslet i surrogat og indlagt på en psykiatrisk afdeling efter den påsatte brand i Borgergade i Silkeborg.