Sådan vil regionen spare 295 millioner

Regionsformand Anders Kühnau (S) har præsenteret sin store plan for kommende budgetforhandling. Budgettet rummer en samlet besparelse på 295 millioner over de næste to år

Anders Kühnau (S) vil styre psykiatrien, men skal samtidigt spare 295 millioner kroner andre steder i regionen de kommende to år.

Mandag udsendte Region Midtjyllands formand, socialdemokraten Anders Kühnau, sit bud på en økonomisk plan for de kommende år.

Formanden mener grundlæggende, at planen forsat sikrer høj faglig kvalitet, "lighed i sundhed". Samtidigt er forslaget ikke baseret på, at de ansatte skal løbe hurtigere.

Kühnau erkender, at forslaget vil betyde forringelser for nogle borgere, der får længere til det rette behandlingstilbud. 

Læs også Marie skiftede karrieren i København ud med Gylling: - Det var et familiesats

- Jeg ser rigtigt mange gode perspektiver i vores sundhedshuse. Dem kan og bør vi udbygge langt mere, fx med ambulatorier tæt på borgerne. Det er med til at skabe lighed i sundhed, og det er for mig et helt centralt element. Derudover har det topprioritet for mig at give psykiatrien et mærkbart løft, og det ser jeg frem til at drøfte med regionsrådets partier, når vi mødes om budgettet 4. september, siger Anders Kühnau. 

Der er i sagen natur ikke mange ord i udspillet om områder, der bliver tilført yderligere midler. Men Kühnau foreslår at afsætte 50 millioner til psykiatrien, 10 millioner til sundhedstilbud tæt på borgeren samt op til 2,5 millioner til drift af et børnehospice.

Ved forårets økonomiaftale for 2019 med regeringen fik Region Midtjylland et økonomisk råderum på 178,7 mio. kr. Der er altså vækst i budgettet i forhold til tidligere. 

Det rækker bare ikke, for regionen er økonomisk presset på en række områder som for eksempel medicin, uddannelse af nye læger på hospitalerne og udgifter i forbindelse med ibrugtagning af nye hospitaler. 

Læs også 10 vilde ulve skal fanges og gps-mærkes

Samler flere specialer

Overordnet er spareforslaget inddelt i kategorier. De fire største i budgettet er for det første strukturændringer i regionens sundhedstilbud. Der skal findes penge ved at samle specialer og flytte rundt på forskellige ting.

Derudover skal der findes besparelser ved at bruge billigere medicin, der skal findes penge ved en øget digitalisering og så skal færre ambulante besøg give en besparelse. 

Sådan ser strukturændringerne ud i Anders Kühnaus budgetforslag. Foto: Region Midtjylland

Der er udarbejdet 11 forslag til besparelser under overskriften "Strukturændringer". Blandt andet lægger Kühnau op til at lukke urologisk afdeling på Regions Hospitalet i Viborg for at samle specialet i Hospitalsenheden Vest.

Til gengæld skal neurologien flyttes fra Holstebro til Viborg, lige som ledelsen af afdelingen i Lemvig flytter med til Viborg.

Blandt andet foreslås det også at nedlægge karkirurgi som selvstændigt speciale i Viborg. 

 - Jeg vil hellere samle nogle behandlingstilbud på færre steder end at spare bredt med en såkaldt grønthøster. Samling af urinvejskirurgi i Hospitalsenhed Vest er udtryk for et ønske om at styrke fagligheden og give hospitalet en stærk profil som kræfthospital, siger regionsrådsformanden.

Digitale løsninger og billigere medicin

Frem til 2020 vil regionen spare 60 millioner kroner på at færre ambulante besøg i både psykiatrien og på det somatiske område. Til det siger Anders Kühnau i sit forslag:

- Jeg er overbevist om, at vi bl.a. ved hjælp af ny teknologi kan skære væsentligt ned i antallet af, hvor mange vi ser til fx opfølgning og kontrol. Kan en gigtpatient i stedet for at møde op til kontrol med faste intervaller i højere grad - sammen med personalet - være med til at vurdere, om der faktisk er brug for kontrollen? Den udvikling er vi godt på vej med, men vi kan komme endnu længere, siger han. 

Samtidigt skal billigere medicin og andre præparater udgøre en samlet besparelse på 40 millioner kroner de kommende to år. For eksempel skal regionen benytte billigere kontrastoffer, ADHD-medicin samt stoppe med behandling med præparater, hvor der ikke er en tilstrækkelig dokumenteret effekt. 

Sådan ser besparelsen i medicinudgifter ud i overskrifter. Foto: Region Midtjylland

Anders Kühnau håber også på, at komme frem til en betydelig besparelse ved i at bruge flere digitale løsninger. Som du kan læse i overskrifter herunder, skal en række forskellige digitale initiativer ende med en samlet besparelse 57 millioner kroner. 

Læs hele udspillet her

Regionen skal digitalisere sig ud af en del af den samlede besparelse på 295 millioner kroner. Foto: Region Midtjylland

Køreplan for efterårets budgetforhandlinger i Region Midtjylland

Tidsplan for budget 2019
  • 22/8: Regionsrådet førstebehandler forslag til budget 2019
     
  • 30/8: Høringsfrist for bemærkninger fra personale og samarbejdspartnere
     
  • 4/9: Budgetforligsdrøftelser i regionsrådet
     
  • 18/9: Forretningsudvalget andenbehandler forslag til budget 2019 sammen med eventuelle ændringsforslag
     
  • 26/9: Regionsrådet andenbehandler forslag til budget 2019 sammen med eventuelle ændringsforslag. (Vedtagelse af budget 2019).