Politi om knivstikkeri: - Der var blod overalt

En mand fra Kjellerup er indlagt på Skejby Sygehus med flere knivstik i brystet. Politiet forsøger at få overblik over situationen, hvor tre mænd er anholdt

Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

I samarbejde med TV MIDTVEST

Omkring midnat lørdag aften blev Midt- og Vestjyllands Politi kaldt ud til en adresse i Kjellerup, hvor der var opstået voldsom tumult mellem en gruppe mænd. Det fortæller vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.

- Der var blod overalt, og der var både blevet brugt knive, støvsugerør og en dunk peberspray, fortæller Jens Claumarch.

En af de implicerede var blevet stukket tre gange i brystet med en kniv, og han blev hurtigt indlagt på Skejby Sygehus med en punkteret lunge. Han er uden for livsfare. 

Læs også Ung mand vågnede ved, at der stod en ukendt mand ved sengen

Politiet har tre anholdte i sagen, men ingen af dem vil udtale sig – heller ikke den forurettede. Vagtchefen oplyser, at de alle sammen havde læsioner på hænderne, og at politiet har svært ved at finde ud af, hvad der er sket.

- Ingen har sagt noget om hændelsesforløbet, så lige nu er vi ved at finde hoved og hale i, hvad der er sket, og vi ved ikke så meget. Det er dog helt sikkert, at det, der er foregået, har været voldsomt, siger Jens Claumarch.

Ingen af de fire mænd, som bor i Kjellerup-området og i Aarhus, er i forvejen kendt af politiet. I løbet af søndag håber politiet, at nogle af dem vil fortælle nærmere om hændelsen. Politiet er sammen med anklagemyndigheden ved at finde ud af, hvornår der skal værre grundlovsforhør.