Politi advarer mod falske beskeder - klik ikke på linket
Politiet opfordrer til, at man sletter beskeder fra telefonnummeret 1144.
Der er falske SMS'er i omløb i Jylland, oplyser Rigspolitiet.
Beskederne indeholder et link, som afsenderen opfordrer modtagerne til at klikke ind på.
Læs også
Beskederne er sendt fra telefonnummeret 1144, og hvis man forsøger at ringe tilbage til afsenderen, kommer man igennem til politiet.
- Vi har fået en god håndfuld af de her henvendelser, og derudover kan der jo godt være et stort mørketal, da det ikke er alle, der vælger at ringe til politiet, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær, og fortsætter:
- Vi har kontaktet alle andre politikredse i Vestdanmark, som også har modtaget lignende henvendelser.
Læs også
I beskederne nævnes modtagerens navn, og at afsenderen har forsøgt at ringe flere gange uden at få svar. Derefter opfordrer afsenderen til, at man klikker på linket.
Midt- og Vestjyllands Politi kan ikke sige, hvad der præcist sker, hvis man klikker på linket, men politiet opfordrer til, at man lader være.
- Det ligner noget autogenereret indhold, der formentlig forsøger at lokke folk til at gøre et eller andet. Det ser ud til, at det er afsendt fra udlandet, da æ, ø og å er erstattet af spørgsmålstegn, fortæller vagtchefen.