Overfaldt Skat-medarbejder: Fik nedsat straffe i landsretten

Vestre Landsret har fredag skåret sammenlagt 11 måneders fængsel af straffen til to mænd, der sidste år overfaldt en kvindelige medarbejder fra Skat

I marts 2017 overfaldt to mænd en medarbejder fra Skat. Foto: Henning Bagger

Fredag faldt der dom ved Vestre Landsret i Viborg i en sag om et særdeles groft overfald mod en Skat-medarbejder i marts 2017.

Landsretten stadfæstede dommen, men gav begge de dømte en kortere fængselsstraf, oplyser senioranklager Lasse Svensson fra Statsadvokaten i Viborg til TV MIDTVEST.

48-årige Adam Mirsepasi blev ved byretten idømt tre år og 11 måneders fængsel. Landsretten gav ham tre år og seks måneders fængsel.

Læs også Halvandet års fængsel for at bestille tæskehold mod Skat-ansat

Hans bulgarske medgerningsmand, Deniz Mehmed Syuleyman, fik ved byretten tre års fængsel. Landsretten nedsatte hans straf til to år og seks måneders fængsel. 

- Retten henviste til den samme begrundelse som byretten, men mente, at det her var et mere passende niveau i forhold til straf, siger Lasse Svensson.

Den 29-årige bulgarer blev - som i byretten - udvist af Danmark. Denne gang med et permanent indrejseforbud.

Brækkede kæbe og flere ribben

Det var den 14. marts sidste år, de to mænd troppede op på den kvindelige Skat-medarbejders adresse lidt uden for Silkeborg. Mens Adam Mirsepasi overfaldt hende, så hun både brækkede kæbe og flere ribben, holdt Deniz Mehmed Syuleyman vagt.

Læs også To mænd dømt for groft overfald på Skat-medarbejder

Alt sammen noget, som Mirsepasis 38-årige bror havde bestilt for 50.000 kroner, fordi han angiveligt følte sig forfulgt af den kvindelige skattemedarbejder. Han fik i marts i år mere end fordoblet sin straf til tre år og seks måneders fængsel.

I februar faldt den oprindelige dom ved Retten i Viborg. Det kan du se mere om herunder: