Østjysk familie strandet i Østrig - men så trådte to fremmede til

Familien Brogaard fra Aarhus kunne ikke komme hjem fra skiferie, da de pludselig blev ramt af skader. Så trådte to brødre fra Thyborøn til.

Her ses Rasmus og Anders Nees med deres familie på skitur. De endte med at køre en fremmed aarhusiansk familie hjem. Foto: Privat

Pludselig var der ingen, der kunne køre bilen, og en familie var dermed strandet cirka 1300 kilometer fra deres hjem.

Familien Brogaard fra Aarhus var nemlig blevet ramt af uheld på uheld på deres skiferie, da familiens ældste søn først kom til skade med hoften, og moren derefter sprængte korsbåndet.

Læs også Populær strand lukket hele sommeren: Flere nye projekter på vej

De var de eneste med kørekort, og forsikringen kunne kun hjælpe med at få enten faren eller datteren fra Danmark til Østrig, så de kunne køre dem hjem, men det var umiddelbart ikke en mulighed.

Torsdag morgen kom familien alligevel hjem til Aarhus, for i nødens stund trådte to fremmede til og kørte dem. Nemlig brødrene Anders og Rasmus Nees fra Thyborøn i Vestjylland.

Vi så en mulighed for, at jeg kunne nå i skole, og samtidigt kunne vi gøre dem en tjeneste. Det var win-win.

Anders Nees

De havde set, at familien havde lavet et opslag på Facebook, og da de selv var på skiferie i Zel am See kun 30 minutter væk, slog de til.

- Min lillebror så opslaget. Jeg går i skole i Aarhus, og jeg kunne ikke nå hjem til at møde i dag torsdag, hvis jeg skulle køre med min familie. Så vi så en mulighed for, at jeg kunne nå i skole, og samtidigt kunne vi gøre dem en tjeneste. Det var win-win, fortæller storebror Anders Nees.

De to brødre stod på ski i Zell am See, der ligger en halv times kørsel fra det sted, Familien Brogaard befandt sig. Foto: Google Maps

Hyggelig tur

De to brødre på 23 og 18 år endte derfor med at køre de 1300 kilometer med den fremmede familie fra Aarhus. De ankom i Aarhus klokken fire natten til torsdag.

- Turen gik forrygende. Vi ramte ingen kø, og vi kom hjem på lidt over 12 timer, siger Anders Nees til TV MIDTVEST.

Og selvom de to brødre ikke kendte familien, de kørte med, så var der dog ingen problemer.

Læs også Spastisk lammet toårig på højskole: - Han er en fighter

- Man skulle lige tage mod til sig, men vi havde en hyggelig tur hjem, og der var ikke stille i et sekund, siger han glad.

Da de ankom til Aarhus, blev Rasmus og sov lidt hos sin bror, inden han tog toget mod Blåvand, hvor han skulle i sommerhus med sin kæreste. Anders tog derimod videre i skole.