Overfaldet ved supermarked: Gaderøvere forsøgte at rive kvindes øre af
Et forsøg på gaderøveri i Resenbro mislykkedes, da en 34-årig kvinde tog kampen op med røverne. Hun endte dog på hospitalet
En 34-årig kvinde blev kl. 21.20 fredag aften passet op af to mænd nær et Rema 1000-supermarked i Resenbro lidt uden for Silkeborg.
Læs også
- De forsøger at røve hendes taske, men kvinden gør modstand, og det lykkes derfor ikke for mændene at komme afsted med den.
Det fortæller Carsten Henriksen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Mændene var dog langt fra tilfredse med, at kvinden gjorde modstand, forklarer vagtchefen:
- De sparker hende over benet, og så beskadiger de hendes øre. Om øret er blevet revet eller skåret, ved vi faktisk ikke. Men det er selvfølgelig noget af det, vi skal finde ud af nu, lyder det fra Carsten Henriksen.
Kvinden fik hjælp af borger
Mens gerningsmændene stak af fra stedet, kom en borger kvinden til hjælp.
- De får pakket hendes hoved ind, og så kører den mandlige borger hende til sygehuset i Silkeborg, fortæller Claus Henriksen, der dog ikke har yderligere kendskab til, hvem manden er.
- Men det vil vi rigtig gerne vide! Vi vil jo gerne høre, om han har set, hvad der er sket i situationen, så vi har en større chance for at finde dem, der gjorde det, siger vagtchefen.
Har du set noget fra episoden ved Rema 1000 i Resenbro, kan du kontakte politiet på tlf. 114.