Kommunale redningsfolk: Lad os hjælpe med oprydningen efter uheld

Danske Beredskaber vil gerne hjælpe med oprydningen efter trafikuheld. Det tillader loven bare ikke i dag. Transportordfører melder sig klar til at se på sagen

Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

1 af 2

I samarbejde med TV MIDTVEST

Når uheldet er ude i trafikken, rykker de kommunale redningsberedskaber ud for blandt andet at slukke brand og klippe fastklemte fri. Men når det akutte er overstået, og der skal ryddes op efter uheldet, må beredskabet ikke træde til. 

I stedet skal vejmyndigheden, og det vil oftest være kommunerne, sende bud efter en tredje part for at rydde op. Det betyder som regel øget ventetid for de trafikanter, der holder i kø og venter på, at vejen igen bliver farbar.

Det er jo frustrerende, for vi kan jo nemt løse opgaven. Vi har mandskabet, og vi er på stedet og har spærret vejen af, så det hele er sådan set klar

Jesper Hesselberg, indsatsleder, Midtjysk Brand og Redning

- Selvom vi er på stedet, må vi ikke hjælpe med oprydningen – også selvom det ville spare en masse tid for borgerne, der sidder og venter på at kunne komme videre, fortæller formanden for interesseorganisationen Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen i en pressemeddelelse. 

Ifølge Danske Beredskaber viser en undersøgelse fra Dansk Industri fra 2017, at forsinkelser i trafikken koster danskerne op mod 20 milliarder årligt. Af den grund mener formanden, at det er oplagt at lægge opgaven med oprydning hos de kommunale beredskaber. 

- Beredskabet er først på skadestedet, og vi kan derfor overtage oprydningen, så snart den oprindelige beredskabsmæssige opgave er løst. Hvis vi får lov til at overtage oprydningen af skadestederne, vil det gøre, at vi kan få gang i vejene hurtigst muligt, forklarer han i pressemeddelelsen. 

Læs også Frivillige kan få Odders redningsbåd tilbage på vandet

Lokal indsatsleder: - Det er frustrerende

Jesper Hesselberg, der er indsatsleder hos Midtjysk Brand og Redning, mener også, at hans mandskab med fordel kan stå for oprydningen, når de akutte opgaver på ulykkesstedet er overstået. 

- Det er jo frustrerende, for vi kan jo nemt løse opgaven. Vi har mandskabet, og vi er på stedet og har spærret vejen af, så det hele er sådan set klar, forklarer han. 

Det kan hurtigt skabe lange køer og lamme trafikken, når uheldet er ude. En hurtigere oprydning vil mindske ventetiden for bilisterne, der holder i kø. Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Men som reglerne er nu, er det den forulykkede bils ejer, som har forpligtelsen til at få ryddet op. Ofte har bilisterne et autohjælpsabonnement, der sørger for, at et firma kommer ud og rydder de dele op, der ligger tilbage fra køretøjet. 

- Det kan jo godt gå lang tid, og holder vi på nogle store veje, hvor infrastrukturen er altafgørende for, at trafikken kan afvikles hurtigt, så kan vi opleve lange køer og lastbiltransporter, der holder med dyrehold samt pakkegods, der skal hurtigt frem. Det er jo mange penge lige pludselig, der bliver spildt i forhold til erhvervslivet, siger Jesper Hesselberg. 

Læs også Leo fik blodprop i hjertet: Ventede 25 minutter på ambulance

Politisk vilje til ændring

Det er beredskabsloven, der sætter grænserne for, hvad de kommunale redningsfolk må foretage sig på ulykkesstedet. Loven hører under Folketingets forsvarsudvalg, som Venstres Kristian Pihl Lorentzen, der er valgt i Viborg, er medlem af. 

- Det kommer faktisk lidt bag på mig, at der er sådan nogle stive barrierer. der forhindrer nogle helhedsløsninger på uheldssstedet, siger venstremanden til TV MIDTVEST.

Venstres medlem af forsvarsudvalget, Kristian Pihl Lorentzen, kalder Danske Beredskabers forslag en rigtig god idé. Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Udover at være medlem af forsvarsudvalget er Kristian Pihl Lorentzen også Venstres transportordfører, og han kalder forslaget fra Danske Beredskaber en rigtig god idé.  

- Hvis det er loven, der er barrieren, så vil jeg meget gerne være med til at gå ind og kigge på det efter fornøden dialog med dem, der har forstand på, nemlig beredskaberne. Så det er jeg klar til at gå ind og se på, lyder det. 

Næste skridt for Kristian Pihl Lorentzen bliver nu en dialog med de relevante beredskabschefer.

02:04

Beredskaber vil gerne rydde op efter trafikulykker - men de må ikke.

Luk video