Kom skraldebilen ikke forbi? Nedlagt arbejde giver forsinkelser
Torsdag nedlagde 30 skraldemænd arbejdet i Silkeborg. Tømning af affald vil derfor være forsinket, oplyser Silkeborg Forsyning
I mindst syv kommuner landet over har renovationsarbejdere torsdag morgen nedlagt arbejdet. En af kommunerne er Silkeborg.
Nedlæggelsen sker i sympati med skraldemænd i Frederikshavn, der siden onsdag i sidste uge har strejket.
Læs også
- 30 mand har nedlagt arbejdet her i Silkeborg. I morges var indgangen til vores arbejdsplads blokeret, og derfor gik alle mand hjem. Og aftalen her er, at alle bliver væk, indtil de er på plads i Frederikshavn. Når nogen hører, der er landet en aftale, så genoptager vi arbejdet, siger Steffen Hougaard, tillidsmand, Remondis, Silkeborg.
Arbejdsnedlæggelsen betyder, at kun 1500 ud af 6500 skraldespande i Silkeborg er blevet tømt torsdag.
På Silkeborg Forsynings hjemmeside kan man desuden læse, at situationen giver forsinkelser i forhold til tømning af affald.
I en telefonsvarer oplyser renovatøren Remondis, at de endnu ikke ved, hvornår arbejdet genoptages.
Arbejdsforhold skyld i strejke
Renovationsarbejderne i Frederikshavn har strejket siden onsdag, fordi de er uenige med deres arbejdsgiver Remondis om arbejdstid.
Ifølge Per Thorup fra 3F i Frederikhavn skyldes konflikten, at skraldespandene i kommunen blev ændret sidste efterår. Førhen skulle skraldemændene tage én skraldepose per husstand, men det system blev ændret fra og med oktober, da borgerne i stedet skulle begynde at sortere deres affald i en skraldespand med to kamre i samme spand.
- De her spande tager meget længere tid at tømme end at hente en pose. Så selve arbejdslængden på en dag bliver længere. Det har man ikke kunne finde en løsning på, siger Per Thorup til TV 2.
Den samme type skraldespande bliver anvendt i Silkeborg Kommune.
Læs også
Fredag mødtes parterne, og i mandags mødtes de så igen i Arbejdsretten i København. Her blev skraldemændene pålagt skærpet bod på 65 kroner per time, de skulle have arbejdet, da strejken strider imod overenskomsten.
- Vi er fuldt ud bekendt med, at arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig, og det siger vi til dem hver eneste morgen. Vi fortæller dem, at de skal gå i arbejde, siger Per Thorup til TV2.