Uffe og Karin er omringet af grusgrav - men der er ingen hjælp fra ministeren

Skriftligt svar fra Jakob Ellemann-Jensen (V) i sagen om ægtepar, der bor ved siden af en grusgrav.

Uffe Bentzen og Karin Holm fra Hjøllund får ikke hjælp af ministeren til at løse deres boligsituation. Foto: TV MIDTVEST

Karin Holm og Uffe Bentzen fra Hjøllund skal umiddelbart ikke regne med hjælp fra miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

Læs også Kommune indfører arkitekturpolitik: Vil undgå upassende bygninger

Ægteparret føler sig stavnsbundne, fordi deres hjem er omringet af grusgrav. De kan ikke sælge huset, og samtidig giver loven ikke mulighed for, at Region Midtjylland kan give dem erstatning.

I et svar til det radikale folketingsmedlem Andreas Steenberg skriver ministeren, at han har forståelse for, at det kan være en udfordring at bo ved siden af en grusgrav.

Ægteparrets hjem er de seneste år blevet omringet. Foto: TV MIDTVEST

Men samtidig peger han på, at det er et princip i miljølovgivningen, at der normalt ikke er erstatningsansvar på grund af de miljømæssige påvirkninger fra en virksomhed, der overholder myndighedernes vilkår.

- Men det kan udløse erstatning, hvis det vurderes ved en domstol, at den naboretlige tålegrænse er overskredet. Jeg synes som udgangspunkt, at det er et fornuftigt princip. Fokus bør først og fremmest være på, at vi får nedbragt de gener, der er knyttet til samfundsmæssige nødvendige aktiviteter mest muligt, skriver ministeren.

02:11

VIDEO: Her kan du se et indslag om ægteparrets situation fra november sidste år. Video: TV MIDTVEST

Luk video

Uffe Bentzen havde i sidste uge foretræde for Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg, som lovede at undersøge sagen.

Læs også Øjebæ forsvinder i Randers

Region Midtjylland og Danske Regioner har tidligere peget på det paradoksale i, at man kan få erstatning, hvis man bor ved siden af en vindmølle - men altså ikke hvis man er nabo til en grusgrav.

SVARET FRA JAKOB ELLEMANN-JENSEN

Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 626 (MOF alm. del) stillet 1. marts efter
ønske fra Andreas Steenberg (RV).


Spørgsmål nr. 626


”Hvad er ministerens holdning til den sag, som er beskrevet i artiklen ”Ægtepar omringet af grusgrav:
Lovænding kan være på vej” bragt på tvmindtvest.dk den 26. februar 2019
(https://www.tvmidtvest.dk/artikel/lovaendring-kan-vaere-paa-vej)”

 

Svar


Jeg er bekendt med de udfordringer, man kan opleve, når man bliver nabo til en grusgrav eller har
udsigt til at blive det.


Miljøbeskyttelseslovgivningen har blandt andet til formål at sikre, at virksomhedsaktiviteter mv. ikke
medfører uacceptable gener for naboer. Reglerne for indvinding af råstoffer flugter med dette formål.
Af råstofloven fremgår det, at der kræves en tilladelse fra regionen, hvis man vil lave erhvervsmæssig
råstofindvinding. Der henvises i den sammenhæng til besvarelse af MOF alm. del 625.

 

Jeg kan godt forstå, at det kan være udfordrende at være nabo til en grusgrav eller for den sags skyld til
andre typer af erhvervsaktiviteter, der genererer støj og støv med videre. I det lys er det positivt, at
regionerne og råstofbranchen arbejder med at få naboskabet til at glide lettere, og at de fx har
udarbejdet et kodeks for godt naboskab.

 

Af den artikel, der henvises til i spørgsmålet, fremgår det, at man ønsker sig en ordning tilsvarende
den, der er for vindmøller. Det fremgår specifikt af lovbemærkningerne til lov om fremme af
vedvarende energi, at der er tale om en helt særlig ordning for vindmøller, som ikke er påtænkt at
skulle gælde for andre samfundsområder.

 

Princippet i miljølovgivningen er, at der normalt ikke er erstatningsansvar på grund af de
miljømæssige påvirkninger fra en virksomhed, når den overholder de vilkår, der er fastsat i den
tilladelse, myndighederne har givet. Men det kan udløse erstatning, hvis det vurderes ved en domstol,
at den naboretlige tålegrænse er overskredet. Jeg synes som udgangspunkt, at det er et fornuftigt
princip. Fokus bør først og fremmest være på, at vi får nedbraget de gener, der er knyttet til
samfundsmæssige nødvendige aktiviteter mest muligt.